Gå til hovedindhold
Forsyningssikkerhed
Rammevilkår & Regulering

DANVA: Drop omstridt lovforslag om vand

Et aktuelt lovforslag til revision af vandsektorloven modarbejder de mange aktiviteter, som politikere og borgere ellers forventer af deres vandselskab. Derfor skal det tages af bordet.

10. aug. 2023
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk
portræt af direktør i danva, carl emil larsen

- Vi mener ikke, at det fremsatte lovforslag løser de problemer, det er tiltænkt. Det vil i stedet resultere i manglende omkostningsdækning, siger direktør i DANVA, Carl-Emil Larsen. Foto: DANVA.

Indhold

    Biogasproduktion, udnyttelse af varmen i spildevand, PtX og klimatilpasning er blot nogle af de mange nye opgaver, som vandselskaberne skal løse,  samtidig med at de sikrer rent drikkevand og skærmer danskerne og vandmiljøet mod skadelige stoffer.

    Indsatserne kræver investeringer, men finansieringen bliver ikke understøttet af et aktuelt lovforslag til revision af den økonomiske regulering. Vandselskaberne får ganske enkelt ikke dækket deres udgifter, og det møder kritik fra vand- og spildevandsforeningen DANVA.

    - Vi mener ikke, at det fremsatte lovforslag løser de problemer, det er tiltænkt. Det vil i stedet resultere i manglende omkostningsdækning, siger direktør i DANVA, Carl-Emil Larsen.

    Visk tavlen ren

    For fem år siden skrev forligskredsen under på aftalerne om en revision af vandsektorloven, men der er stadig ikke vedtaget en ny lov. Og i mellemtiden har verden ændret sig så markant, at et lovforslag må tage højde for den udvikling.

    Dengang var der stort set ingen inflation; der var minusrente på lån; der havde endnu ikke været en verdensomspændende sundhedskrise med corona; PtX kendte vi ikke; PFAS kendte vi knap nok, og sikkerhedspolitik var ikke en del af billedet, som det er i dag med Ruslands krig mod Ukraine.

    Dertil kommer, at klimaforandringernes stadigt tydeligere konsekvenser med tørke og skybrud heller ikke dengang var mejslet i granit, som de er det i dag.

    - Derfor bør man viske tavlen ren og tage nye politiske drøftelser og lave aftaler, som passer til den nye virkelighed, hvor forligskredsen bestemmer, hvilke opgaver vandselskaberne skal løse for Danmark, siger Carl-Emil Larsen.

    Man burde rive lovforslaget i stykker og starte forfra efter samme principper om at gå på tværs af politikområder, som der er i anden lovgivning.

    Ellen Trane Nørby, formand for SONFOR

    Sender regningen videre til næste generation

    Det aktuelle lovforslag lægger desuden op til krav om en gældsætning på gennemsnitlig 70 procent i vandsektoren. Og det er et stort problem, mener Ellen Trane Nørby (V), viceborgmester i Sønderborg Kommune, formand for SONFOR samt bestyrelsesmedlem i DANVA.

    - Selvfølgelig vil der være en vis gældsætning i sektoren. Men forslaget betyder, at den nuværende generation ikke kommer til at betale sin rimelige andel for opgaverne, og at regningen bliver sendt videre ind i børneværelset til den kommende generation, siger hun til magasinet DANSKVAND.

    Ellen Trane Nørby konkluderer, at vandsektorloven efter revisionen således risikerer at blive ved med at afspejle en tænkning om konkurrence, som stammer fra Erhvervsministeriet, og et ønske fra Finansministeriet om at skubbe udgifter ud i fremtiden for at sikre et økonomisk råderum her og nu.

    - Vandselskaber bliver set som farlige for konkurrencen, fordi de er monopoler, og selvfølgelig skal de reguleres. Men der sker benchmarking og andet, og vandafgifterne er lave. Der er de forkerte pejlemærker i lovudkastet, siger hun og opfordrer også til at starte forfra, hvor man tænker sektorkobling frem for siloer.

    - Man burde rive lovforslaget i stykker og starte forfra efter samme principper om at gå på tværs af politikområder, som der er i anden lovgivning. Loven bør give mulighed for en vandsektor i samklang med miljø- og klimapolitik, visioner i forhold til grøn energi og et sektorkoblet, uafhængigt Danmark, siger Ellen Trane Nørby.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...