Gå til hovedindhold
Konverteringer

Det er godt med løsninger, der fastholder forbrugerne

Nicolai Kipp, chefkonsulent i Dansk Fjernvarmes konverteringstaskforce, ser positivt på, at fjernvarmeselskaber tænker nyt, når tilslutningen til fjernvarme skal fastholdes.

1. feb. 2023
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Niklas Lindstrøm Jørgensen, nlj@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Det er nødvendigt med nytænkning hos fjernvarmeselskaberne for at komme nye kunder i møde, hvis de skal vente i længere tid på at kunne få udfaset deres nuværende opvarmningskilde til fordel for fjernvarme.

    Dansk Fjernvarmes chefkonsulent Nicolai Kipp mener, at det særligt kan være en strategisk fordel at komme med en midlertidig løsning til større forbrugere, såsom hos Domino A/S i Tørring, hvor man i samarbejde med det lokale fjernvarmeselskab har fået installeret en midlertidig varmepumpe. Især hvis det er med til at sikre, at man lykkes med fjernvarmeprojektet.

    – Det er generelt en rigtig god ide at finde løsninger, som gør, at man holder fast i sine kommende forbrugere. Men bare fordi midlertidige varmepumper har været en god løsning for Tørring, gælder det ikke nødvendigvis i alle tilfælde, understreger han og tilføjer:

    – Som fjernvarmeselskab bør man altid vurdere sin egen case og ud fra den tage en beslutning om, hvordan man vil forsøge at fastholde forbrugerne. For eksempel kan det kræve en miljøgodkendelse, hvis man vil tilbyde en midlertidig varmepumpe til store industrivirksomheder.

    El- og gasmarkedet er afgørende
    For tiden ser Nicolai Kipp, at mange fjernvarmeselskaber vælger at løse ventetidsudfordringen ved at levetidsforlænge forbrugernes eksisterende naturgaskedler. Og det kan ofte være en god løsning – men samtidig bør man til enhver tid huske at foretage regnestykket.

    – Kan det bedst betale sig at fortsætte med gassen, eller er det bedre at sætte en varmepumpe ind? Det er svært at sige, for der er ingen, der ved, hvordan el- og gasmarkederne udvikler sig. Og lige nu er udviklingen helt vild, siger han og fortsætter:

    – Det bedste, man som fjernvarmeselskab kan gøre for at fastholde forbrugerne, er at gøre dem opmærksomme på, hvor afgørende el- og gaspriserne er for, hvilken løsning der kan betale sig for dem at vælge. Lige nu kan det for eksempel ikke betale sig at skifte fra gas til el, er hans pointe.

    For at understrege den kommer chefkonsulenten med et konkret eksempel fra december måned. Med de gennemsnitlige el- og gaspriser for måneden ville tilbagebetalingstiden på en ny varmepumpe være på hele 11 år. Og så lang tid er der dog ikke nogen, der skal vente på fjernvarme.

    – Men man må tage et valg om, hvordan man forventer, at priserne udvikler sig, og så agere ud fra det. For alt det, jeg lige har sagt, kan være forældet i februar. Det afhænger helt af de aktuelle el- og gaspriser, slår Nicolai Kipp fast.

    Se også