Gå til hovedindhold
Varmekilder
Rammevilkår & Regulering
Biomasse

DIN Forsyning udfaser småt brændbart som brændselskilde

Ved at udfase småt brændbart som brændselskilde, vil DIN Forsyning i samarbejde med deres kunder reducere mængden af affald, der bliver brændt af med 25 procent i Varde Kommune.

28. aug. 2023
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk
genrebillede af en person, der i en overtræksdragt sorterer affald på en genbrugsplads
  • Læs op

Indhold

    Hos DIN Forsyning forsøger man at nytænke måden man anvender og afbrænder affald som varmekilde, ved at udfase småt brændbart som brændselskilde. Dette sker som del af en indsats, som skal reducere mængden af affald, der bliver brændt med 25 procent i Varde Kommune.

    Indtil videre indeholder containere med ’Småt brændbart’ store mængder affald, som kan genbruges eller genanvendes, herunder materialer som rent papir og pap, træ, plast, og tekstiler, som kan genbruges direkte og derfor ikke burde brændes. Derfor har man hos DIN Forsyning netop besluttet at nedlukke containere med småt brandbart, og med et nyt containersystem og kundernes hjælp, vil man sikre at en større mængde ressourcer holdes i kredsløb.

    - Vi brænder simpelthen alt for meget, der kunne have været genanvendt eller genbrugt direkte af nogle andre, fortæller næstformand hos DIN Forsyning, Søren Laulund, og fortsætter:

    - Derfor tager vi nu skridtet fuldt ud, og fjerner containerne til småt brændbart helt fra genbrugspladserne. Formålet er at få vores kunder til at overveje en ekstra gang, om der er noget, der kan genanvendes eller bruges direkte af nogen andre. Så alt rent papir, pap, træ, plast og tekstil skal sorteres fra. Samtidigt oplever vi, at der er temmelig meget direkte genbrug, der ryger til forbrænding, og det bliver man altså virkelig ærgerlig over. Når så alt det genanvendelige er sorteret fra, har vi en ny container til ’Rest efter sortering’. Men det skal tages bogstaveligt, at det udelukkende er resten efter sortering i alle de genanvendelige affaldstyper, forklarer Søren Laulund.

    Nyt containersystem skal sikre mere genbrug

    Med afskaffelsen af containere til småt brandbart på genbrugspladerne vil DIN Forsyning i stedet introducere et nyt containersystem, som skal sikre at flere ressourcer genbruges og dermed forbliver i kredsløbet. Den førnævnte ’Rest efter sortering’ er den ene, mens en helt ny affaldstype – tekstilaffald – gør sit indtog på genbrugspladserne i Varde. Med dette system sikre man at netop en ressource som tekstiler ikke går op i røg, men i stedet bliver genanvendt.

    - Tidligere har tekstilaffald fyldt 5% af ’småt brændbart’, så det bliver altså til virkelig store mængder, der i stedet kunne blive til isolering, bilsæder, møbelhynder, klude eller nyt tøj, forklarer planlægger Jens Stræde Bondesen.

    Udover kundernes hjælp, vil forandringerne på genbrugspladserne i Nørre Nebel, Oksbøl, Varde, Vrenderup og Ølgod også kræve at ekstra mandskab bliver erhvervet:

    - Vi skal hjælpes ad i bestræbelserne på at genanvende mere og brænde mindre. Derfor har vi ekstra mandskab på genbrugspladserne i en uge ad gangen. Kunderne vil blive mødt af et sorteringsbord, hvor vores dygtige genbrugsvejledere vil hjælpe dem med at sortere i de affaldstyper, som ikke bør brændes. Og vi vil altid gerne hjælpe, men jo mere kunden har sorteret hjemmefra, jo bedre. Derfor har vi nu også fået lagt kort over de fem genbrugspladser på vores hjemmeside, så man nemt kan overskue, i hvilken rækkefølge affaldstyperne står på de enkelte pladser, slutter Jens Stræde Bondesen.

    Det nye sorteringssystem på genbrugspladserne i Varde Kommune træder i kraft fra d. 28. august, 2023.

    Andre klikkede på...