Driftsleder-skifte i Rødding
Karsten Markussen er ny driftsleder for Rødding Fjernvarme. Han afløser Aksel Jensen, der er gået på pension. Skiftet markeres med en reception den 28. april.

41-årige Karsten Markussen har overtaget tøjlerne for Rødding Fjernvarme. Den 1. april 2023 startede han officielt i stillingen som selskabets driftsleder.
Karsten er uddannet værktøjsmager, maskinmester og har i tillæg en merkonom i ledelse. Han har også været sergent i Den Kongelige Livgarde.
Arbejdsmæssigt har han desuden været omkring stillinger som produktionsteknikker i DISA Industries A/S, som ”Project Manager” i Lunderskov Stålindustri A/S, som ”Production Manager” hos Alfa Laval Kolding A/S og senest som vedligeholdelseschef i Hydro Extrusion Denmark A/S.
Karsten Markussen bor i Rødding med min kone og parrets tre børn.
På pension efter 20 år hos Rødding Fjernvarme
Det er en rutineret herre, Karsten Markussen tager over efter i Rødding. Aksel Jensen har således valgt at gå på pension efter 20 år hos fjernvarmeforsyningen i Rødding, der ligger i den nordlige del af Sønderjylland – cirka 35 km. sydvest for Kolding.
Aksel Jensen er oprindeligt uddannet maskinmester i Svendborg. Han har sejlet som maskinmester i sammenlagt syv år, har arbejdet som værkstedsleder på en tapetfabrik i fem år og som teknisk chef på Varde Sygehus i syv år.
For 20 år siden, i 2003, startede han hos Rødding Fjernvarme i 2003 og i 2007 tog han over som fjernvarmeselskabers driftsleder.
Et job med stor udvikling
De to årtier hos Rødding Fjernvarme har budt på en stor udvikling, som Aksel Jensen har stået i spidsen for.
Driften af fjernvarmeproduktion er skiftet fra at være baseret på træpiller som brændsel på forsyningens gamle værk nu at været baseret på halm på et nyt, fuldautomatisk og SRO-styret værk.
Ledningsnettet har også fået den store tur i Aksel Jensens tid på værket. Det er opdateret fra det gammeldags kanaler med enkeltrør til moderne og bedre isolerede twin- og dobbeltrør. Aksel har selv stået for dimensionering, indkøb af materiale og udbud til opgaverne. Målerparken har også fået en moderniseringtur: Her er ældre energimålere skiftet ud med fjernaflæste ultralydsmålere med lækageovervågning.
Den administrative side af driften har Aksel Jensen også forandret. Tidligere udliciterede opgaver såsom regnskab, bogføring og målerregistrering er taget hjem til Rødding Fjernvarme.
Det er imidlertid ikke bare fjernvarme, Aksel Jensen har stået for i Rødding. Forsyningen drifter også to vandværker og også her har årene budt på masser af opgaver. Der er etableret to nye kildepladser, vandmålerne i byen er nu også her ultralydsmålere med lækageovervågning og ledningsnettet er løbende holdt ved lige.
Alle disse opgaver og den videre udvikling af Rødding Fjernvarme har Aksel Jensen nu overladt til Karsten Markussen for at få mere tid til familie, børnebørn og fritidsinteresserne, der blandt andet omfatter rosport og motorcykler.
Reception den 28. april
Driftslederskiftet i Rødding markeres med en reception den 28. april fra kl. 13:00 -17:00.
Det foregår på fjernvarmeværket på Vestermarksvej 2B i Rødding, hvor kollegaer, forretningsforbindelser, venner, familie og varmeaftagere er velkomne.
Skriv kommentar