Gå til hovedindhold
Afgifter & Tilskud
Konverteringer

Egedal forventer at søge op mod 90 millioner i tilskud

Med de planlagte fjernvarmeprojekter for i år, er Egedal Fjernvarme klar til at søge op mod 30 procent af midlerne i fjernvarmepuljen. Puljen er afgørende for udrulningen af fjernvarme i hele landet.

24. jan. 2023
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Niklas Lindstrøm Jørgensen, nlj@danskfjernvarme.dk
Egedal Fjernvarme solceller

Indhold

    Egedal Fjernvarme er klar til at yde sit for at få udfaset naturgas i Danmark frem mod 2028.

    Fjernvarmeselskabet, som i dag har godt 1.100 forbrugere tilkoblet, kan nemlig se frem til massive udvidelser i de kommende år, hvor der skal konverteres op mod 6.000 forbrugere til fjernvarme.

    Og det er bare de godkendte projekter. Faktisk vurderer direktør Johan Sølvhøj Heinesen, at der er yderligere 2.500 potentielle forbrugere i kommunen, som kan blive varmet op af Egedal Fjernvarme.

    Men selvom potentialet ligger mere eller mindre fast, er det langt sværere at spå om, hvor mange af forbrugerne, der rent faktisk takker ja til fjernvarmen. Det afhænger nemlig af mange forhold – ikke mindst prisen.

    Den er heldigvis god i Egedal – i hvert fald at dømme ud fra den høje tilslutningsprocent, fjernvarmeselskabet har i deres kommende konverteringsprojekter. Om prisen bliver ved med at være så god, er dog betinget af ét vigtigt, grønt initiativ fra staten: Fjernvarmepuljen.

    Med tårnhøj inflation, stigende anlægspriser og rift om materialerne til fjernvarmeudrulning, bliver det nemlig dyrere og dyrere at lave fjernvarme.

    - Det gør tilskud fra puljen til en altafgørende faktor, hvis man skal holde prisen for forbrugeren nede, forklarer Johan Sølvhøj Heinesen.

    En milliard kroner i puljen ville være et mere realistisk bud på, hvad der skal til for at opfylde behovet

    Johan Sølvhøj Heinesen, Direktør i Egedal Fjernvarme

    Problemet er bare, at der i år kun er 295 millioner kroner i puljen, som netop har åbnet for ansøgninger. For at sætte det lidt i perspektiv, forventer direktøren, at Egedal Fjernvarme vil søge for mellem 70 og 90 millioner kroner i tilskud i 2023 alene.

    Og når bare ét af de mange fjernvarmeselskaber i Danmark er klar til at søge op mod 30 procent af hele puljen for i år, skal der ikke meget hovedregning til for at konkludere, at det bliver svært at understøtte den massive udrulning, som er sat i gang frem mod 2028.

    Manglende midler kan have markante konsekvenser

    Mangler der midler i puljen, kan det have ret markante konsekvenser for fjernvarmens udbredelse, lyder det fra Johan Sølvhøj Heinesen.

    - Vi har allerede hævet vores tilslutningspris i 2023, men hvis vi ikke får tilskud fra fjernvarmepuljen, bliver det meget svært for os at holde fast i den, vi har nu. Og så er spørgsmålet, hvor meget man kan skrue op, før folk begynder at lede efter alternativer, siger han.

    Allerede i denne måned går Egedal Fjernvarme i gang med et projektforslag for byen Veksø. Og får man ikke tilskud fra fjernvarmepuljen, er man nok nødt til at tilbyde dem fjernvarme til en højere pris end i resten af udvidelsesområderne, fortæller direktøren.

    - Det kan godt gøre, at fjernvarmen ikke bliver attraktiv nok. Og hvis tilslutningen falder med 20 procent, koster det lige pludselig også endnu mere at komme på. Så selvom tilskuddet fra puljen ikke udgør en så stor del af den samlede økonomi, betyder det en hel del for projektet, forklarer han og fortsætter:

    - Der ligger nogle byer i kommunen, som er egnet til fjernvarme, men hvis puljepengene ikke er der, bliver det svært at gennemføre projekterne. Hos os, og fra kommunens side, er ambitionerne der stadigvæk, og vi forventer også, at der fra politisk side er interesse i, at der kommer flere penge i puljen.

    Efterlyser bedre vilkår i søgeprocessen

    Udover Veksø har Egedal Fjernvarme et projektforslag på vej i byen Ganløse, som også står og falder med tilskuddet fra fjernvarmepuljen. Derudover er anlægsomkostningerne på selskabets allerede godkendte projekter i kommunen steget så meget, at man planlægger at aflyse dem og derefter få dem godkendt igen – med tilskud.

    Johan Sølvhøj Heinesen fortæller, at han har hørt om andre steder, hvor man har gjort det samme. Men i det hele taget mener han ikke, at ansøgningsprocessen fungerer optimalt, hvis man er nødt til at aflyse og godkende projekter igen for at kunne få tilskud:

    - Det ville jo give mening, hvis man også kunne søge tilskud fra fjernvarmepuljen, efter et projekt er godkendt. Det er uhensigtsmæssigt, at et projekt skal være afhængigt af, om man søger tilskuddet på det rette tidspunkt. Det skaber et kapløb om at søge, som ikke kommer samfundet til gavn, siger han og fortsætter:

    - Du kan jo risikere at tildele støtten til de mindst fordelagtige projekter og dermed forhindre de bedste i at blive ført ud i livet, fordi der mangler puljepenge.

    Og særligt i 2023 bliver der netop rift om fjernvarmepuljen, spår direktøren. Rigtig mange fjernvarmeselskaber har nemlig konverteringsprojekter på vej i år – og det afspejles ikke i puljen.

    - Det kommer til at blive et problem i varmeplanlægningen i hele landet. Det er i år, man har det store behov for pengene fra fjernvarmepuljen, men der er bare ikke nok at tage af. For at være helt ærlig tænker jeg, at en milliard kroner i puljen ville være et mere realistisk bud på, hvad der skal til for at opfylde behovet, lyder det.

    Fjernvarmepuljen er ikke den eneste udfordring

    I år forventer Egedal Fjernvarme at konvertere i omegnen af 750 forbrugere. Det tal kunne være højere, men samtidig konverteringerne, skal der også sørges for nye varmekilder, så man kan levere varme nok til de nye kunder, forklarer Johan Sølvhøj Heinesen.

    Og i det hele taget er der en del opgaver – foruden de begrænsede midler i fjernvarmepuljen – som skal løses, når der skal udrulles fjernvarme.

    - En af dem er at få lavet nogle gode, længerevarende aftaler med entreprenører. Og så skal vi også sørge for, at økonomien holder i projekterne. For markedet bliver kun mere og mere presset. Lad os se, hvad der sker med materialepriserne, hvis der skal tilsluttes op til 50.000 nye fjernvarmekunder om året, siger direktøren, som desuden har to helt konkrete tiltag fra statens side på ønskesedlen:

    - Der er brug for en eller anden form for regulering mellem varmepumper og fjernvarme, for begge dele har brug for støttepenge. Men det er et generelt problem, at der bliver givet tilskud til og brugt penge på at sætte varmepumper op i kommende fjernvarmeområder.

    Derudover efterspørger Johan Sølvhøj Heinesen, at der sættes en konkret udløbsdato på gas til opvarmningen af villaer, da han mener, det vil sætte skub i omstillingen.

    - Det er de to vigtigste ting. Lad os bruge puljepengene de rette steder, og få en udløbsdato på gassen, så vi får konverteringerne i hus. Så skal vi nok selv klare resten, runder direktøren af.

    Se også