Gå til hovedindhold
Projekter & Planlægning
Salg & Markedsføring
Rammevilkår & Regulering

En hård nød at knække: Prissætning ved udvidelsesprojekter

Dansk Fjernvarme tilbyder et webinar om værktøjer, som medlemmer kan tage i brug for at få prissat deres konverteringsprojekter.

13. nov. 2023
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Flere og flere fjernvarmeselskaber har det seneste halve års tid oplevet, at det er blevet væsentligt dyrere at tilbyde fjernvarme til nye kunder. Fx er udgifterne til udrulning af fjernvarme som oftest steget efter udbudsrunden, så der skal kigges dybt i værktøjskassen for at få en fornuftig selskabs- og brugerøkonomi i et projekt, som tidligere ellers så godt ud.

    Dansk Fjernvarme kommer nu medlemmer i møde med et webinar – ”Prissætning, finansiering og tariffer – hvor man sammen med medlemmerne vil gennemgå om nogle af de muligheder, der kan være for at få reddet økonomien.

    - Kunsten bliver at få sammensat en pris for tilslutning af fjernvarme, som ikke bliver så høj, så det går ud over tilslutningsprocenten, fortæller Anders Jespersen, seniorkonsulent i Dansk Fjernvarme.

    Han forklarer, at beslutningsprocessen for de potentielle varmekunder allerede er besværliggjort af de lave naturgaspriser, der i den grad får naturgasejere til at holde fast i gassen.

    - Nogle af de redskaber vi vil se på, er bl.a. fordelene ved at sammensætte finansieringen mere fleksibelt i forhold til en blanding af kommunalt garanterede lån og realkreditlån samt finansiering via højere egenbetaling blandt de nye kunder, nævner han og peger på, at det i øjeblikket forholdsvis høje renteniveau kan tale for en mere fleksibel sammensætning.

    På webinaret vil man gennemgå de forskellige muligheder for prissætning over for kunden. Et højt engangsbeløb har mange fordele for økonomien i projektet, men samtidig daler tilslutningsprocenten også kraftigt.

    En mere fleksibel løsning med blanding af egenbetaling, en løbende betaling over 10 eller 20 år kan være at fortrække. Samtidig er der også mulighed for at de eksisterende kunder kan være med til at betale udvidelsen, når udvidelsen på sigt også er til gavn for dem.

    Endelig vil der på webinaret være mulighed for at blive inspireret af hvordan andre fjernvarmeselskaber generelt sammensætter tarifferne, da vi løber igennem en medlemsundersøgelse af dette.

    - Alt i alt satser vi på, at webinaret kan være med til at inspirere deltagerne til at forsøge sig med flere fleksible løsninger for at knække en hård nød, lyder det fra Anders Jespersen.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...