Gå til hovedindhold
Elmarked & Eltariffer
Forsyningssikkerhed

Energinet øger eltarifferne i 2024

Dansk Fjernvarme er forbeholdne over for den nye kapacitetstarif, fordi den vil ramme fleksibiliteten.

14. sep. 2023
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Energinet har netop offentliggjort, at elforbrugstarifferne hæves med 1,3 øre/kWh, så de i 2024 bliver 12,5 øre/kWh. Ifølge Energinet er det en konsekvens af stigende omkostninger og øget kompleksitet i balancering af elnettet.

    Energinet har beregnet, at stigningen sammenlagt betyder en øget omkostning på ca. 232 kroner eksklusive moms om året for en gennemsnitsfamilie i et almindeligt parcelhus. En mindre virksomhed med et årsforbrug på 250.000 kWh vil opleve en tarifstigning på 3.430 kroner fra 2023 til 2024.

    En af de væsentligste årsager til stigningen er ifølge Energinet, at der er stigende andele af vedvarende energi i elsystemet, der øger behovet for flere og nye typer af systemydelser. Samtidig skubber det på udfasningen af de termiske kraftværker (drevet af f.eks. olie, naturgas eller kul), der traditionelt har leveret systemydelser.

    - Vi kan i Dansk Fjernvarme genkende billedet af, at opgaven med at balancere elsystemet bliver fortsat mere kompleks. Fjernvarmen leverer allerede i dag en del af de systemydelser, der sikrer balance i elnettet. Både i form af regulerbar elproduktion og i form af at skrue op for elforbruget og aftage elproduktion fra sol og vind, siger chefkonsulent Michael Schrøder fra Dansk Fjernvarme.

    Fakta om de nye tariffer

    Energinet vil fremover arbejde med to tariffer: En systemtarif og en nettarif, som tilsammen hæves med 1,3 øre pr. kilowatt-time, så de lander på 12,5 øre/kWh.

     

    2023

    2024

    Systemtarif

    5,4

    5,1

    Nettarif

    5,8

    7,4

     

    11,2

    12,5

     

    OBS: Der indføres i 2024 et abonnement på 180 kr./år i systemtariffen for alle kunder.

    https://energinet.dk/El/Elmarkedet/Tariffer/Aktuelle-tariffer/

    Energinets tariffer rammer fleksibilitet

    Stigende tariffer er dog ikke den eneste ændring der påvirker elforbrugerne. Energinet og netvirksomhederne arbejder samtidig for at erstatte den nuværende energitarif (øre/kWh) med en højere grad af kapacitetstarif (øre/kW).

    Danmark har rundet 1.000 MW elkedler i fjernvarmesektoren, og det særlige ved elkedlerne er, at de kan reagere lynhurtigt og levere systemydelser. De fleste elkedler er tilsluttet med begrænset adgang, hvilket betyder, at de kan blive afbrudt, hvis elnettet er belastet.

    - Det virker lidt paradoksalt, at Energinets kommende kapacitetstariffer gør det dyrere at skrue op for elforbruget for netop de elkedler, der leverer en stor del af systemydelserne, siger Michael Schrøder og fortsætter:

    - Vi mener i Dansk Fjernvarme, at tarifsystemet skal afspejle, at kunder, der er tilsluttet med begrænset netadgang, påtager sig en risiko for at blive afbrudt og samtidig ikke giver anledning til omkostninger af betydning i Energinet – eller hos netvirksomhederne. Derfor mener vi i Dansk Fjernvarme, at kapacitetstariffen for kunder, der er tilsluttet med begrænset netadgang, skal reduceres til et minimum.

    Skriv kommentar

    Kommentarer

    18 sep. 2023

    Tariffer

    Hej Claus. Enig i det du skriver om, at kapacitetstarifferne rammer elkedler, som særligt i produktionsdominerede områder afhjælper elsystemet. Tarifferne skal tage hensyn til at mange elkedler er tilsluttet med begrænset netadgang! Mvh. Michael Schrøder, Dansk Fjernvarme.

    18 sep. 2023

    Tariffer

    Hej Jeg synes efterhånden tarifferne afspejle uanstændighed på en højere plan. Da vi ligger i en produktions overskuds område (pålagt at skulle lave kv i 1994)skal vi til at betale forhøjet indfødningstarif. Hvad skulle vi gøre anderledes?? Som du også skriver ser det også ud til at vi skal til at betale en kapacitets betaling (ikke set noget fra N1 i nu)på forbrug (elkedel og varmepumpe) selv om vi er tilsluttet som afbrydelig og har betalt den faktiske omkostning for tilslutningen. Der synes jeg kæden hopper helt af da jeg synes vi hjælper nettet tæt på produktions området. Skal de nye PTX anlæg også betale??
    Mv. Claus Musgaard

    Andre klikkede på...