EU skal reducere energiforbruget med 11,7 procent inden 2030
EU-rådet og EU-Parlamentet er blevet enige om en aftale, der skal nedsætte energiforbruget i EU. Aftalen er en fordel for klimaet og uafhængigheden af naturgas, og fjernvarmebranchen er klar til at løfte opgaven, bifalder Dansk Fjernvarme.

En foreløbig aftale mellem EU-rådet og EU-parlamentet vil sænke energiforbruget i EU med 11,7 procent i 2030. Det er en af grundelementerne i ”fit for 55”-planen, som skal sikre, at EU kommer i mål med 2030 målet.
Det eneste, der afholder aftalen for en endelig vedtagelse, er en formel godkendelse hos EU-institutionerne.
- Det er en flot aftale som EU Rådet og Parlamentet er blevet enige om. Vi skal have den sorte, klimaskadelige energi helt ud af vores boliger, industri og vores samfund. Det gør dels ved at reducere vores energiforbrug og ved at omlægge til andre mere klimavenlige og energieffektive teknologier, såsom fjernvarme, siger Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme.
- Der er derfor god grund til at glæde sig over det samlede resultat af aftalen og ikke mindst den indsats som vores danske forhandlere har ydet i at presse ambitionsniveauet i vejret, lyder det fra direktøren.
Aftale skal øge energibesparelserne i EU-landene
Med aftalen forpligtiger EU-landene sig også til at gøre en større indsats for at udnytte energi, strøm og varme mere effektivt. I store hele skal medlemslandene arbejde mere for at energieffektivisere, og ifølge aftalen skal kommuner og regioner nu også energieffektivisere sammen med de store virksomheder.
- I Danmark er vi allerede langt med at udnytte vores energi effektivt. Det gør vi blandt andet ved at udbrede fjernvarmen, som kan udnytte energi effektivt, og gennem afgifter, der skal motivere et bedre energiforbrug. I aftalen bliver fjernvarmesektoren guidet frem mod at være helt fri for fossil energi i 2050. Det forventer vi allerede er nået i Danmark i 2030, siger international chef i Dansk Fjernvarme, Birger Laursen.
- Samlet set er det her en ambitiøs aftale, hvor energieffektivitetsmålene er blevet yderligere styrket. Aftalen anerkender den store betydning og værdi fjernvarme og fjernkøling har i forbindelse med EU's klimaambitioner. Vi afventer stadig, hvordan aftalen vil stiller sig på udnyttelse af overskudsvarme fra datacentre, slutter Birger Laursen.
Skriv kommentar