Gå til hovedindhold
Medlemmer
Klima- & Miljøforhold
Varmekilder

Fælles metode til beregning af CO2-aftryk skal udvikles

Nu går forsyninger og brancheforeninger sammen om at udvikle et fælles værktøj til at opgøre og dokumentere miljø- og klimapåvirkningen i hele forsyningskæden.

8. nov. 2023
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk
gravearbejde med fjernvarme i Ebberup

Indhold

    De danske forsyningsselskaber yder hver dag et stort bidrag til en bæredygtig fremtid, men sektorerne kan, som alle andre, forstærke indsatsen. Det sker med et nyt strategisk partnerskab, ForsyningsLCA, der skal udvikle metode og værktøjer til at opgøre og dokumentere bl.a. CO2-udledninger og ressourceforbrug fra anlægsprojekter i forsyningssektoren i et livcyklusperspektiv

    Ifølge partnerne tager vand- og fjernvarmesektoren et stort skridt mod en mere bæredygtig fremtid, fordi partnerskabet både styrker sine egne indsatser og samtidig påvirker leverandører i værdikæden til at leve op til globale miljø- og klimamål.

    - Vi er i gang med at klimasikre vores byer, og det kan vi ikke uden at lave en lang række anlægsprojekter som så belaster klimaet. Vi har manglet et fælles sprog på tværs af branchen for at opgøre de konkrete miljø- og klimapåvirkninger, der er, når vi graver, støber beton og bruger stål til armering. Det fælles sprog får vi nu med ForsyningsLCA, siger Marianne Jeppesen, der er områdechef for forsyningsstrategi vand/spild i HOFOR.

    - Dansk Fjernvarme bakker op om et fælles værktøj til at lave livscyklusanalyser i anlægsprojekter.

    Jens Christian Nielsen, chefkonsulent, Dansk Fjernvarme

    Det er HOFOR, der får projektledelsen fra ForsyningsLCA, og Marianne Jeppesen peger bl.a. på, at det vil give os bedre mulighed for at vælge løsninger, som belaster klimaet mindst muligt. Værktøjet vil også gøre det nemmere for alle forsyningsselskaber at rapportere miljø- og klimapåvirkninger til EU.

    Der findes allerede en national model til at opgøre CO2-udledningerne fra vand- og spildevandsselskabernes drift, men nye opgørelser viser store udledninger og påvirkninger af ressourceforbruget i sektoren fra bygge- og anlægsaktiviteter.

    Derfor efterspørger branchen nye modeller til også at kunne opgøre påvirkningen ved disse aktiviteter, og en livcyklusvurdering (LCA) er et stærkt redskab til at imødekomme ønsket.

    - Dansk Fjernvarme bakker op om et fælles værktøj til at lave livscyklusanalyser i anlægsprojekter. Det er ikke nok, at vi er grønne og bæredygtige i vores varmeproduktion. Det er vigtigt, at vi er det i alle led af forsyningskæden, herunder også når vi etablerer, driver og skal bortskaffe nedgravede ledningsanlæg, siger chefkonsulent Jens Christian Nielsen.

    Foruden projektets endemål om at udvikle en fælles model, baseret på fælles databaser og beregningsforudsætninger, skal partnerskabet understøtte videndeling og erfaringsudveksling om indsatser og projekter. Ifølge DANVAs survey fra 2022 arbejder 85 procent af de danske vandselskaber med FNs Verdensmål.

    Klima og bæredygtighed fylder i stadig højere grad på den politiske dagsorden. Men oversættelsen af verdensmålene til konkrete aktiviteter i dagligdagen giver udfordringer, ikke mindst i forhold til øget fokus på belastningen i hele forsyningskæden, hvor der er behov for konkret handling.

    Her kan ForsyningsLCA bidrage ved at omsætte ”bæredygtighed” til handling ved at etablere fælles tilgange til brug af livcyklusvurdering.

    ForsyningsLCA starter med fjernvarme, vand og spildevand, men værktøjet kan på sigt også udvikles til andre forsyningsarter. ForsyningsLCA udvikles til branchen, og partnerskabet er derfor åbent for optag af flere partnere.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...