Fart på fjernvarmen og den grønne omstilling hos Aalborg Forsyning
På trods af et turbulent år i 2022, kan Aalborg Forsyning melde om planmæssig fremgang i planerne for grøn omstilling og konvertering til fjernvarme.
På bagkant af et udfordrende år, hvor blandt andet økonomiske konsekvenser af energikrisen og et nedbrud skabte en turbulent tilværelse, er Aalborg Forsyning landet på benene og kan melde om fuld fart på fjernvarmeprojekterne.
Det er blandt andet udviklingen af Norbis Park, som er Aalborg Forsyning område ved Nordjyllandsværket, der fortsat går som planlagt, på trods af sidste års udfordringer. Norbis Park vil i fremtiden danne ramme for et testcenter, hvor virksomheder og offentlige institutioner kan samarbejde omkring forskning og udvikling af nye teknologier inden for klima, miljø, energi og vand.
Sidste års udfordringer har heller ikke bremset den grønne omstilling i Aalborg Forsyning. Tværtimod har energikrisen tydeliggjort vigtigheden af at grøn omstilling og forskningen af konverteringsteknologier kommer i fokus.
- I år er det blevet meget tydeligt, at den grønne omstilling ikke kun er et af de væsentlige svar på en klimaneutral fremtid, men også på en verden, hvor vi ikke skal frygte for forsyningssikkerheden. Derfor har vi fulgt vores planer om at investere i de grønne teknologier, som skal tage over, når vi udfaser brugen af kul på Nordjyllandsværket i 2028, siger administrerende direktør i Aalborg Forsyning, Søren Gais Kjeldsen, i en pressemeddelelse.
Aalborg Forsyning vil sikre forsyningssikkerheden ved at gå mod et flerstrenget og mere fleksibelt fjernvarmesystem, hvor mange forskellige varmekilder skal bidrage til en stabil ydelse for kunderne.
- Derudover har regeringens beslutning om, at Danmark skal være grønnere og uafhængig af russisk gas, betydet, at der er sat ekstra hastighed på udrulningen af fjernvarme, hvilket også har skabt travlhed i Aalborg Forsyning, siger Søren Gais Kjeldsen.
I 2022 fik Aalborg Forsyning 1.400 nye fjernvarmekunder, og derudover har Aalborg Forsyning undersøgt, hvilke områder det samfunds- og selskabsøkonomisk giver mening at tilbyde fjernvarme. Der bliver nu arbejdet videre med seks områder, som kan få fjernvarme inden udgangen af 2028, hvis der er tilslutning nok.
Skriv kommentar