Gå til hovedindhold
Produktion
Forsyningssikkerhed
Varmekilder

Fjernkøling er klar på Europa Plads

Kredsløb har opfyldt sit mål om at kunne levere fjernkøling på Sydhavnen i Aarhus, hvor et kontorhus på 19.000 m2 siden november har været tilsluttet fjernkøling.

28. nov. 2023
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Anlægsarbejdet har været kompliceret, men er alligevel gået hurtigt. Nu har Kredsløb sikret fjernkøling til den store ejendom på Europa Plads centralt i Aarhus. Foto: Jesper Voldgaard.

Indhold

    Det er gået stærkt, konstaterer senior projektleder Casper Sønnichsen fra Kredsløb om fjernkølingsprojektet på Sydhavnen i Aarhus.

    Helt præcist har det taget omkring ét år fra kontrakten om fjernkøling blev indgået i slutningen af 2022, indtil der nu er koldt vandt i rørene til den 19.000 kvadratmeter store kontorbygning på Europa Plads ved havnen i Smilets By.

    Konkret er der gravet 500 meter fjernkølerør ned samt lagt stikledninger, der nu betyder, at det første af formentlig mange flere fjernkøleprojekter er kommet i mål

    - Processen er gået hurtigere end normalt, men det har også virkelig krævet en stor indsats fra alle medarbejdere. Der er mange af mine kollegaer, der har arbejdet hårdt for at komme i mål, siger Casper Sønnichsen.

    Mobilløsning

    Han fortæller, at Kredsløb påbegyndte gravearbejdet i Påsken, og selv om det har været en kompliceret opgave at operere i netop det område af havnen, så er det lykkedes at komme i mål– blandt andet fordi man i første omgang har valgt at lave forsyningen som en mobilløsning.

    - Vi er først på vej med at bygge en permanent energicentral, som skal stå færdig til foråret 2027, så derfor valgte vi at lave det som en midlertidig mobil løsning. Det har vi valgt, fordi der var et behov for fjernkøling nu, og så gælder det om at handle på det.

    - Vi fokuserer på at løse et eksisterende behov, og her og nu er det erhvervslivet, der har et behov, der skal dækkes. Vi har ikke et ønske om at skabe et nyt kølebehov.

    Casper Sønnichsen, senior projektleder, Kredsløb.

    I det hele taget har Kredsløb store forhåbninger til fjernkøling. Da Casper Sønnichsen kom til Kredsløb i slutningen af 2020 var det med den klare opgave at undersøge behov og muligheder i forbindelse med  etablering af fjernkøling.

    Store forhåbninger

    Han stod for markedsafdækning med omkring 25 af de største bygningsejere i Aarhus, og det viste sig, at der både var et ønske og et behov for at få fjernkøling. Det endte med, at såvel bestyrelsen i Kredsløb som byrådet – Kredsløb er kommunalt ejet – gav grønt lys til, at man gik i gang.

    Og der var ikke langt fra tanke til handling, så allerede i efteråret 2022 blev de første aftaler indgået – om kontorbygningen på Europa Plads og den kommende kontorbygning Mindet.

    - Vi vurderede den gang, at potentialet for fjernkøling er rigtig stort, og det er fortsat vores vurdering blandt andet ud fra, at vi har en god dialog med mange i erhvervslivet, konstaterer Casper Sønnichsen.

    Casper Sønnichsen - til højre - under arbejdet med at lægge rør til fjernvarmekølingen ved Europa Plads i Aarhus. Foto: Jesper Voldgaard.

    Han nævner selv, at Kredsløb udover Sydhavnen også har fokus på Aarhus Ø, som kan være det næste område med fjernkøling – og derudover har Kredsløb nævnt Skejby. Men der bliver ageret ud fra et behov, betoner Casper Sønnichsen.

    Vi fokuserer på at løse et eksisterende behov, og her og nu er det erhvervslivet, der har et behov, der skal dækkes. Vi har ikke et ønske om at skabe et nyt kølebehov, siger han og hentyder til, at der i hvert fald her og nu ikke er planer om at føre fjernkøling til boliger.

    Integreret energiproduktion

    Fjernkølingsprojekterne skal naturligvis komplementere fjernvarmeforsyningen hos Kredsløb. Konkret skal det ske i den kommende permanente energicentral, hvor der skal installeres synergivarmepumper, der forsyner både fjernkølenettet og fjernvarmenettet med energi, hvilket giver en høj energieffektivitet af den anvendte el, fortæller Casper Sønnichsen.

    - Det er en af grundtankerne bag fjernkølingen for Kredsløb – at vi opbygger en integreret energiproduktion, der skaber synergi mellem fjernvarme og fjernkøling, forklarer han.

    Dermed er der gevinster for både økonomien og klimaet. For Kredsløb handler det om at lave en forretning som på den ene side er med til at skabe lave varmepriser for kunderne, og samtidig giver mulighed for at tilbyde fjernkøling til de kunder, der har behov for det.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...