Gå til hovedindhold
PtX & CCUS
Sektorintegration

Fjernvarme Fyn får støtte til CCUS-projekt

Fjernvarme Fyn og Fortum Group kan nu gå videre med ambitionen om at fange, anvende og lagre CO2 fra deres respektive anlæg i Nyborg og Odense.

6. jan. 2023
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Mikkel Lysgaard, mil@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Erhvervsfremmestyrelsen har netop givet støtte til det fælles projekt om CCUS mellem Fjernvarme Fyn og Fortum Group. Det er ambitionen at fange, anvende og lagre CO2 fra Fortums anlæg til behandling af farligt affald i Nyborg og fra Fjernvarme Fyns affalds- og biomassebaserede kraftvarmeanlæg i Odense.

    De to parter har gennemført et forprojekt, der har bekræftet, at der er et væsentligt potentiale og gode synergier i et fortsat samarbejde. Erhvervsfremmestyrelsen har på den baggrund givet parterne tilsagn om 10,6 mio. kroner fra REACT-puljen.

    - Klimaneutral fjernvarme er et kerneelement i Fjernvarme Fyns vision og ambition. Og det er et naturligt næste skridt på vores grønne rejse. Støtten fra Erhvervsfremmebestyrelsen hjælper med til at sikre, at vi får afsøgt alle de relevante tekniske og kommercielle løsningsmuligheder for opsamling, lagring og afsætning af CO2, siger administrerende direktør hos Fjernvarme Fyn, Jan Strømvig.

    CO2’en skal ifølge planerne omdannes til en bæredygtig ressource, der kan indgå i for eksempel genanvendt plast eller fungere som et bæredygtigt brændstof i industri, transport og søfart. Her og nu skal midlerne fra REACT-puljen bruge til en egentlig analyse af konkrete løsninger i hhv. Odense og Nyborg.

    - Det danske CCU/S-projekt er et glimrende praktisk eksempel på, hvordan Fortum bidrager til forandringen mod et energisystem med minimal udledning og en optimal udnyttelse af ressourcer gennem stærke brint/Power-to-X-teknologier og erfaring med håndtering af kompliceret affald, udtaler Head of Waste Management Services DK, Jens Peter Rasmussen, fra Fortum.

    Det strategiske partnerskab blev indgået i begyndelsen af 2022, og parterne udtrykker i en fælles pressemeddelelse tro på, at projektet vil bidrage væsentligt til alle pejlemærkerne i visionen for en dansk Power-to-X strategi og i opfyldelsen af Danmarks klimamål, hvis det fulde potentiale i projektet bliver indfriet.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...