Gå til hovedindhold
PtX & CCUS
Dansk Fjernvarme

Fjernvarme på Folkemødet: Power to X er det næste store eventyr

Folkemødet er skudt i gang, hvor energi og klima er nogle af hovedtemaerne på programmet. Således stod torsdag eftermiddag i fremtidens tegn, hvor der, med deltagelse af Dansk Fjernvarme, blev debatteret PtX i Dansk Metals telt.

16. jun. 2023
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Vi snakker tit om det danske vindmølleeventyr, men burde vi ikke også snakke om et dansk brinteventyr? For det kan lade sig gøre med Power to X, hvis vi er klar til at sætte foden på speederen. Det var et af de spørgsmål et bredt repræsenteret panel torsdag stimlede sammen for at svare på Folkemødet hos Dansk Metal.

    Sammen med Rådet for Grøn Omstilling, Brintbranchen, Dansk Industri, Topsoe, Ørsted og Hernings borgmester Dorte West var Dansk Fjernvarmes områdechef for CCUS og PtX Jannick Hauschildt Buhl sat i stævne for at fortælle om de muligheder og barrierer som følger med power-to-x teknologien.

    Det blev også til en debat om det store potentiale, der er, og hvorfor Danmark især har gode forudsætninger for at producere fremtidens grønne brændstoffer som brint via Power to X.

    - Danmark har rigtig gode muligheder for at blive frontløber på PtX-området. Både når det kommer til etablering af PtX-anlæg og udvikling af teknologier i hele værdikæden. Fjernvarmesektoren er en væsentlig medspiller på PtX-området på flere områder. Dels skal der bruges store mængder biogen CO₂ til produktion af grønne brændsler og -produkter, som kan fanges med CO₂-fangst i fjernvarmesektoren, og dels er der store mængder overskudsvarme i PtX, der med fordel kan nyttiggøres i fjernvarmen, fortæller Jannick Hauschildt Buhl til debatten.

    Det blev under debatten mere og mere klart, at der i fremtiden er brug for, at forskellige sektorer, der ikke tidligere har samarbejdet skal samarbejde for at få eventyret til at lykkes. Ved at forkaste den gængse silotænkning og i stedet tænke sektorkobling, skal flere sektorer på tværs skabe fremtidens energisystem.

    Vi kommer til at mangle CO2 i fremtiden

    I en fremtidig klimaneutral verden, vil der mangle biogent CO2 for at sikre Power to X og brintproduktion til grønne brændstoffer. Blandt vil transportsektoren og plastindustrien i langt højere grad efterspørge biogent CO2, og det skal tænkes ind i forsyningen, når der skal udbygges.

    - Der er flere udfordringer ved power to x og brintproduktion som vi skal have styr på. Vi kommer til at mangle bæredygtigt CO2, vi skal være sikre på at der er nok grønt strøm til at drive anlæggene, og så skal vi have vurderet, hvor meget brint vi har brug for, og hvad vi skal bruge det til. Brint til opvarmning og vejtransport har vi eksempelvis i Danmark fundet ud af er en dårlig ide, sagde Rasmus Bjerring Larsen, transport og klimarådgiver i Rådet for Grøn Omstilling på scenen.

    Debatten efterlod publikum og debattører med en forståelse af, at Power to X kan blive stort. Rigtig stort. Men der skal sættes rammer og barriere skal blotlægges og ryddes af vejen for at eventyret kan få fart på. I hver fald var debatten konstruktiv med indsigtsfulde forslag til løsninger.

    Brintbranchen og DI Energi stiftede sidste år Dansk Brintalliance som Dansk Metal og Dansk Fjernvarme er en del af. Alliancens formål er at sætte skub i udviklingen af Power-to-X og grønne brændsler i Danmark.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...