Fjernvarmen er på vej i Espergærde C
Forsyning Helsingør har sendt projektforslag om fjernvarme til knap 600 bygninger til godkendelse i Helsingør Kommune.

I begyndelsen af 2023 har Forsyning Helsingør sendt et projektforslag ind til Helsingør Kommune om udbygning af fjernvarmenettet til Espergærde Centrum. Det drejer sig om et større område i Espergærde Centrum med i alt 595 bygninger, som potentielt kan få fjernvarme.
Ifølge en pressemeddelelse fra Forsyning Helsingør tæller området blandt andet en række boliger på vestsiden af Mørdrupvej, etageejendomme på østsiden af Hovvej samt erhverv i området nord for Mørdrup Station og butikkerne i Espergærde Centret.
- Nu er fjernvarmen på vej til et stort område af Espergærde, hvor der både er boliger og erhverv. Dermed bliver det snart tydeligt for enhver, at også områderne i Espergærde er en del af vores langsigtede plan for udbredelsen af fjernvarmen, siger bestyrelsesformand Jens Bertram, der nævner, at de første fjernvarmerør kan blive lagt i jorden allerede i år, hvis godkendelsen går hurtigt i kommunen.
I dag bliver området i Espergærde Centrum opvarmet med naturgas, olie og el. Det forventes, at kunder i området kan vinke farvel til opvarmning med fossile brændstoffer og allerede i perioden 2023-2028 få varmt vand i rørene fra Forsyning Helsingørs fjernvarmeselskab.
Det flugter således med Forsyning Helsingørs ambitiøse plan for udbygning af fjernvarmenettet og Helsingør Kommunes varmeplan for 2023-2030, der er udarbejdet i samarbejde med Forsyning Helsingør.
Ny strategi
Det kommende fjernvarmeområde i Espergærde Centrum understøtter også den nye Strategi 2025 i Forsyning Helsingør-koncernen. En af målsætningerne i strategien er blandt andet at fremme den lokale grønne omstilling ved at udbrede fjernvarmen i Helsingør Kommune. Projektforslaget for konvertering af Espergærde Centrum til et fjernvarmeområde er et vigtigt skridt i den retning.
- Fjernvarme er yderst konkurrencedygtig – både over for naturgas, olie og varmepumper. Samtidig er det en pålidelig og fremtidssikret varmekilde med en lav CO2-belastning. Derfor skal vi med forretningssans – og et stærkt kundefokus – udbrede fjernvarmen i Helsingør frem mod 2025, fortæller Jens Jacobsen, markeds- og forretningsudviklingschef
Frem mod 2030 er det målet, at varmesalget skal kraftigt forøges – svarende til forbruget i over 9.000 standardhuse. Og allerede inden udgangen af 2025 skal der etableres 1.000 nye såkaldte tilslutninger i de nye fjernvarmeområder.
I dag leverer Forsyning Helsingør fjernvarme til ca. 15.000 husstande inkl. skoler, institutioner og erhverv i Helsingør Kommune. Det eksisterende forsyningsområde dækker dele af Helsingør, Snekkersten, Gurre, Tikøb, Kvistgård og Espergærde.
Skriv kommentar