Fjernvarmepuljen er hverken visionær eller realistisk nok
Henrik Kraglund, bestyrelsesformand for Brande Fjernvarme, kritiserer Fjernvarmepuljen for ikke at opfylde de reelle behov, branchen lige nu har for tilskud til kommende konverteringsprojekter.

- Den nuværende tilgang til tilskudspuljer i forbindelse med fjernvarmeudrulning skal være meget mere langsigtet, visionær og realistisk.
Sådan lyder den klokkeklare konstatering fra Henrik Kraglund, der er bestyrelsesformand for Brande Fjernvarme. Han har netop søgt midler fra Fjernvarmepuljen til tre kommende konverteringsprojekter – i alt for cirka fem mio. kroner.
Fjernvarmeselskabet er nemlig i fuld gang med at realisere et betydeligt udrulningspotentiale i Brande, og med de tre projekter, som samlet set udgør i omegnen af 250 konverteringer, vil man snart have mere eller mindre hele byen med på fjernvarme.
I hvert fald dem, der har lyst. Og det er der mange, der har i Brande. I de seneste fjernvarmeprojekter har tilslutningsprocenten ligget over 90 procent, og forventningen er den samme for de nye områder, fortæller Henrik Kraglund.
Tilskud er et godt incitament
Med udsigter til tilskud fra Fjernvarmepuljen kan man godt begynde at glæde sig, hvis man tripper efter fjernvarme i Brande. Det betyder nemlig, at udrulningen fremskyndes markant – ifølge formanden med i hvert fald to-tre år.
For selvom de fem millioner ikke er afgørende for, om fjernvarmen kommer ud, sender de alligevel et vigtigt signal, forklarer Henrik Kraglund:
- Det er et vink med en vognstang og giver os et politisk incitament til at være hurtige på fødderne og få fjernvarmen ud i en gevaldig hast. Det kan godt betale sig at gøre det hurtigt, og derfor vil vi også gerne forpligte os til at få det til at ske. Også selvom de områder, vi skal ud til, måske hører til marginalerne, siger han og fortsætter:
- Vi er blevet bedt om at udrulle fjernvarmen nu og her. Det er vores berettigelse som fjernvarmeselskab, at vi lægger os i selen for at gennemføre det så hurtigt som muligt. Det er en pligt. Men hvis der ikke er penge nok i puljen, ser man sig jo nødsaget til at udsætte opgaven.
Kan bremse de gode fjernvarmeprojekter
Selvom man i Brande har været ude i god tid med ansøgningen, og dermed kan vide sig rimelig sikre på at få tildelt midlerne, afholder det ikke formanden fra at kritisere både ansøgningsproces og mængden af midler i puljen.
- Det er jo under al kritik, at man kun kan søge Fjernvarmepuljen i forbindelse med projektgodkendelser. Der er en kort frist for ansøgninger, men en lang tidshorisont for at gennemføre de projekter, man får tilskud til. Og når der kun er begrænsede midler til rådighed betyder det, at man i værste tilfælde kan blokere for fjernvarmeudrulningen, forklarer han og uddyber:
- Man risikerer at udsætte eller bremse gode projekter, som ellers ville kunne gennemføres på den korte bane, hvis de fik tilskud fra puljen.
Hvis man vil være tro mod tilskudspuljernes formål – at gøre en indsats for klimaet – bør man ifølge Henrik Kraglund derfor tildele midlerne over en periode, eller bare sørge for, at der er midler nok fra starten.
Helt konkret efterspørger formanden beløb i både Fjernvarmepuljen og Afkoblingspuljen, som er realistiske og gør en forskel. Beløbene skal skabe en nytteværdi, siger han.
- Jeg ved ikke, om man kan sige, at det skaber tilstrækkelig nytteværdi, når man har puljer med beløb, som er for små til at starte med. Jeg tror, det afholder mange fra at gå i gang med deres projekter. Selvom man planlægger konverteringer og udrulning af fjernvarme, ender man jo i limbo, lyder det.
Mangel på ressourcer er en udfordring
Selvom midlerne fra Fjernvarmepuljen er mere eller mindre sikret i Brande, er der stadig bump på vejen i fjernvarmeudrulningen. Særligt den udbredte mangel på hænder, er nemlig også noget, Henrik Kraglund oplever.
Internt har Brande Fjernvarme det mandskab, de har brug for – det er de eksterne leverandører, som skaber flaskehalsene, siger han:
- Entreprenører, gravearbejdere, svejsere og fjernvarmemålere. Det er det, vi mangler. Og så er det især også de VVS-folk, som skal ind i huset og sætte fjernvarmeinstallationen op.
I Brande har man satset stort på udlejning af fjernvarmeunits til nye forbrugere. Det har vist sig at være et hit, men det er netop også derfor, at man mangler VVS’ere.
- Det er virkelig en bremseklods, når der nærmest skal en udlejet unit i hver ny bolig, vi kobler på fjernvarmen. Hvis VVS’erne ikke laver fjernvarme, laver de varmepumper. Så vi har ikke en chance for at skaffe dem, vi har brug for, forklarer han.
De 250 konverteringer i Brande skal føres ud i livet over de næste år – og dertil kommer 500 nybyggerier, som også skal med på det kollektive varmenet. Dermed bliver der nok at se til for Brande Fjernvarme.