Fjernvarmesektoren er en naturlig udvikling
Jesper Pamhede er endnu relativt ny som projektchef i Greve Fjernvarme, og han ser skiftet til netop fjernvarmesektoren som en naturlig udvikling i sin karriere.

- Fjernvarmeområdet er utroligt spændende.
Så kort og præcist beskriver Jesper Pamhede selv den helt centrale tiltrækningskraft, der i slutningen af 2022 fik ham til at søge job hos Greve Fjernvarme. Nu har han så siden januar i år kunne kalde sig projektchef og primær tovholder på udbudsprojekterne for Greve Fjernvarme.
Selv ser han skiftet – han var inden da i knap syv år i et konsulentfirma – som en nærmest naturlig udvikling. Han er uddannet diplomingeniør og arbejdede som rådgiver med mere og mere involvering i fjernvarmeprojekter. Skridtet til helt og holdent at arbejde med fjernvarmeprojekter var derfor ikke langt for ham.
- Jeg beskæftigede mig med alt fra ombygning af varmecentraler til design og udarbejdelse af hydrauliske og termiske netberegninger for fjernvarmenet, og så har jeg haft hånden i udarbejdelsen af et utal af fjernvarmeprojekter, forklarer Jesper Pamhede om sine tidligere arbejdserfaringer.
Innovation er tiltrækkende
Tiltrækningskraften ved fjernvarmesektoren består for ham i, at sektoren tilbyder fremtidssikrede og alsidige forsyningskilder, der trækker på mange forskellige brændsler. Det baner vejen for bæredygtig innovation på energi- og forsyningsområdet.
Min primære tankegang har været centreret omkring kundetilfredshed. Det er essentielt at forstå og imødekomme deres behov; især i et projekt af denne størrelsesorden og betydning.
Lige netop det – muligheden og behovet for at tænke innovativt – ser han som både en styrke og noget, der fremadrettet kan sikre fjernvarmesektoren et stort rekrutteringspotentiale.
- Traditionelt set er fjernvarme primært blevet produceret ved hjælp af fossile brændstoffer som kul, olie og naturgas, eller fra affaldsforbrændingsanlæg. Men med klimaændringer og bæredygtighed i fokus er der et stigende pres for at skifte til mere miljøvenlige løsninger, siger han og nævner som eksempel PtX.
- CO2-fangst og omdannelse af denne til brændstof via PtX-processen er et eksempel på, hvordan fjernvarme kan være en del af den grønne energirevolution, som kan appellere til de unge, der søger efter innovative løsninger, lyder det fra Jesper Pamhede.
Kommunikation er vigtigt for kunderne
Her og nu har han fokus på rollen som projektchef, hvor han er involveret fra planlægning til udførelse. Det indebærer – fortæller han – at han både skal være tovholder på udbudsprojekterne og klar til at besvare de daglige tekniske spørgsmål; uanset om de stammer fra forbrugerne, en kollega eller en ekstern partner.
Han peger på, at det i hans øjne kræver ikke kun en dyb teknisk indsigt, men også evnen til at koordinere, kommunikere og samarbejde.
- Min primære tankegang har været centreret omkring kundetilfredshed. Det er essentielt at forstå og imødekomme deres behov; især i et projekt af denne størrelsesorden og betydning, siger Jesper Pamhede om projektet, der i første omgang omfatter omkring 2.000 boliger, der tilbydes fjernvarme.
- Det kræver en stor grad af transparent, konsekvent og klar kommunikation, hvis vi vil imødekomme kundernes behov. Greve Fjernvarme har været meget aktiv på dette område, især gennem regelmæssige opdateringer fx via breve, hjemmesideopdateringer i forbindelse med gravearbejder, og ved at informere om nye områder, hvor der vil blive udført gravearbejde. Desuden er det vigtigt at være synlig og i løbende dialog med grundejere, så de altid føler sig informeret og inkluderet.
Landsmøde 2023
I slutningen af oktober bliver hverdagen for nogle dage anderledes for Jesper Pamhede og en række af hans øvrige kollegaer hos Greve Fjernvarme. Han skal nemlig debutere på de landsmøder, som Dansk Fjernvarme afholder hvert år – i år er det i Aalborg Kongres- og Kultur Center.
Jesper Pamhede får en særlig invitation – ikke fordi han skal med for første gang, men fordi Dansk Fjernvarme tilbyder medlemmer at tage unge ansatte under 35 år med uden at skulle betale for deres deltagelse på selve landsmødet.
Det sker for at give netop nogle af de yngre og formentlig også relativt nytilkomne i fjernvarmesektoren mulighed for at skabe netværk og blive inspireret af andre i samme situation som dem selv.
- Jeg ser virkelig frem til det. For mig er det en unik mulighed for at udvide mit netværk inden for fjernvarmebranchen, og jeg er især opsat på at møde andre, der står i en lignende position som mig, for at udveksle erfaringer, udfordringer og lære af hinandens løsninger, siger Jesper Pamhede og tilføjer:
- I en branche, der konstant er i udvikling, tror jeg, at det er afgørende at have et stærkt netværk for at holde sig ajour med de nyeste trends og metoder.
Få dit unge fjernvarmetalent gratis med til landsmødet
Dansk Fjernvarme tilbyder unge, der er ansat i fjernvarmeselskaber gratis adgang til årets Landsmøde 2023, så de kan få en oplevelse af, hvad fjernvarmesektoren har at byde på.
Medlemmerne af Dansk Fjernvarme kan indstille en eller flere af deres unge ved at sende navn, e-mailadresse og stillingsbetegnelse til kaf@danskfjernvarme.dk. Eventuelt også med en kort bemærkning om, hvorfor vedkommende skal med til landsmødet.
Den sidste frist for tilmelding er den 11. oktober. Ethvert selskab er velkommen til at indsende flere indstillinger, men for at sikre så bred repræsentation som muligt, forbeholder vi os retten til at udpege en enkelt kandidat fra et selskab i tilfælde af, at flere end 20 indstilles.
OBS! Billetten dækker kun billetten til selve landsmødet – ikke overnatning og forplejning undervejs.
Landsmøde 2023
Den 26.-27. oktober 2023 inviterer Dansk Fjernvarme til det 64. landsmøde, hvor vi ser frem til at samle hele energisektoren i Aalborg Kongres & Kultur Center.
Vi har flere inspirerende indlæg og indlægsholdere på tegnebrættet, og du kan se frem til at høre flere aktuelle temaer. Vi informerer løbende om årets program, så hold øje med siden her, og følg med i Dansk Fjernvarmes nyhedsbreve.
Skriv kommentar