Flere og flere varmebrugere dropper gas
Gasudfasningen er ved at få fart, viser de nyeste tal fra Evida over frakobling af gaskunder. Dansk Fjernvarme mener, det taler for at fastholde tilskud via Fjernvarmepuljen.
Der er fortsat flere, der vælger naturgas fra som opvarmningsform. Det viser de nyeste tal fra Evida, der fortæller, at gasselskabet ved udgangen af oktober i år har sagt farvel til cirka 34.000 gaskunder. Det er 6.000 flere end det samlede antal gasafkoblinger for hele 2022.
Samtidig viser tal fra Evida, at 53 procent af de nu afkoblede gaskunder har oplyst, at de går over til fjernvarme. Fjernvarmen tiltrækker altså hovedparten af de varmekunder, der forlader naturgas som opvarmningskilde.
Tallene fra Evida er grund til såvel glæde som frustration hos brancheorganisationen for fjernvarmeselskaberne i Danmark.
- Det er glædeligt at konstatere, at der sker en udfasning af fossil opvarmning, og det er også glædeligt, at mere end halvdelen angiver, at de i stedet vælger fjernvarme. Det er godt for miljøet og den grønne omstilling, lyder det fra politisk chef i Dansk Fjernvarme, Rune Moesgaard.
- Omvendt er det frustrerende samtidig at måtte konstatere, at vi risikerer en kraftig opbremsning på skiftet til netop fjernvarmen, fordi politikerne på Christiansborg ikke vil holde Fjernvarmepuljen i live, så vi kan fastholde det klimamæssigt vigtige momentum, der helt tydeligt er omkring udfasningen af fossil opvarmning.
Fjernvarmepuljen yder tilskud til fjernvarmeprojekter, men den er tilsyneladende slet ikke i spil for 2024 og de kommende år. Det fremgår af de oplysninger, der er sluppet ud fra forhandlingslokalerne, hvor regeringen og oppositionen diskuterer Finanslov 2024.
Tilmed er Fjernvarmepuljen lukket for i år, selv om der er masser af fjernvarmeprojekter, der ikke har fået støtte. Samlet er puljen oversøgt for mere end 300 millioner kroner – en del mere end det beløb, der i alt var afsat i Fjernvarmepuljen.
Rune Moesgaard noterer sig også, at Energistyrelsens oprindelige estimat for konverteringspotentialet fra naturgas til fjernvarme var omkring 80.000 boliger. Men hvis man dels inddrager Evidas tal for afkoblinger og dels ser på de kommunale varmeplaner for fjernvarmeområder, så er potentialet langt, langt højere.
- Vi kan se, at der fra kommunerne er varmeplansforslag for over 200.000 boliger, der i dag har naturgas, så potentialet er langt, langt over det estimat, som Energistyrelsen i sin tid nåede frem til. Desværre for den grønne omstilling er det netop det estimat på 80.000 konverteringer, der har været grundlaget for, hvor mange penge der fx skulle i fjernvarmepuljen, siger Rune Moesgaard og fortsætter:
- Nu kan vi så tydeligt se, at det estimat var helt forkert, og derfor bør politikerne på Christiansborg komme til forhandlingsbordet med en intention om at rette op på det. Det kan de ved at fastholde Fjernvarmepuljen i 2024 og længere frem og så i øvrigt sørge for at forsyne den med mere realistiske midler for at fastholde den grønne omstilling.
Skriv kommentar