Gasforbruget falder i EU og i Danmark
Sammenlignet med tidligere år så falder gasforbruget i Danmark markant – for hele EU er faldet på knap 20 procent, viser tal fra Eurostat.

EU-landene har fulgt opfordringen fra EU-Kommissionen fra tidligere i 2022 og skåret markant ned på forbruget af naturgas. Nye tal fra Eurostat viser, at en sammenligning af gennemsnittet for perioden fra august 2022 til og med januar 2023 er markant under det månedlige gennemsnit for de tilsvarende perioder i årene fra 2017 og 2022.
Konkret er det gennemsnitlige fald i gasforbruget for alle medlemslande i EU ifølge Eurostat på 19,3 procent. Danmark holder sig på den gode side af det fælles gennemsnit – Danmark har mindsket sit forbrug af naturgas med lige omkring 25 procent.
Det skal ses i forhold til, at EU-Kommissionen satte et gennemsnitligt mål hele EU fra august 2022 til og med marts 2023 på et fald på 15 procent. Kun fem lande – Malta, Slovakiet, Irland, Spanien og Slovenien – er indtil videre fortsat under det ønskede gennemsnit.
Finland er topscorer, viser tallene fra Eurostat, med et fald i gasforbruget på 57 procent. På andenpladsen kommer Litauen med 48 procent og Sverige med 40 procent. Det største gennemsnitlig fald i gasforbruget for EU som helhed kom i oktober – 24,7 procent – og november – 25 procent.