Gå til hovedindhold
Sektorintegration
Varmekilder
Forsyningssikkerhed

Københavnsk varmelager får europæisk pris

VEKS og Høje Taastrup Fjernvarme modtager international anerkendelse for et fælles varmelager, der optimerer fjernvarmen i hele det storkøbenhavnske system.

15. nov. 2023
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    I forbindelse med Euroheat & Powers konference i Bruxelles den 14. & 15. november fandt også en prisoverrækkelse sted: ”Global District Energy Climate Awards belønner de mest innovative state-of-the-art fjernvarme- og afkølingsprojekter verden over.”

    Prismodtagerne - inden for kategorien ”Sektorkobling” - er VEKS og Høje Taastrup Fjernvarme. De to selskaber har i fællesskab etableret et banebrydende varmelager, der indeholder 70 millioner liter varmt vand.

    I sin takketale ved ceremonien i Bruxelles sagde Morten Stobbe, VEKS’ direktør, blandt andet:

    - Vi er ydmyge men sandelig også stolte over at modtage denne prestigefyldte pris. Det er en betydningsfuld anerkendelse af vores banebrydende arbejde inden for termisk varmelagring og fjernvarme. Vores projekt har accelereret udviklingen og måden, hvorpå fjernvarme lagres og distribueres, og det er en ære at være de første i verden til at implementere varmelagre i så stor skala som i vores storkøbenhavnske system.

    Astrid Birnbaum og Morten Stobbe foran det, der i dag er et damvarmelager - og som netop har modtaget en europæisk pris.

    Unik samarbejdsmodel

    I motivationen for prisen fremgår det, at internationale eksperter under IEA anerkender VEKS og Høje Taastrup Fjernvarmes varmelager for dets ”enestående demonstration af lokalt initiativ i fjernvarmeudvikling og derved bidrag til at minimere klimaændringer.”

    I forbindelse med prisoverrækkelsen understregede Astrid Birnbaum, direktør for Høje Taastrup Fjernvarme den helt unikke samarbejdsmodel bag varmelageret:

    - Projektet har jo ikke kun introduceret ny teknologi og innovation. Det har også skabt en ny forretningsmodel, hvor varmeproducenter, fjernvarmeselskaber og affaldsenergianlæg i fællesskab optimerer varmeproduktionen. Vi bidrager alle til den grønne omstilling - ikke mindst fordi vi bruger færre fossile brændsler til spidslast på lokale kedler.

    Lageret har en årlig driftsnytte på minimum 8 millioner kroner, som kommer hele det storkøbenhavnske fjernvarmesystem til gode.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...