Gå til hovedindhold
Konverteringer
Projekter & Planlægning

Kollektive varmeløsninger kan være på vej til Kolding

BlueKolding, som primært håndterer Kolding Kommunes spildevand, vil undersøge mulighederne for at tilbyde nærvarme til 14 landsbyer i kommunen. Efter planen skal landsbyerne forsynes med store var-mepumper.

6. mar. 2023
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Niklas Lindstrøm Jørgensen, nlj@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Spildevandshåndtering og kollektive varmeløsninger.

    Det lyder ikke nødvendigvis som to ting, der går hånd i hånd – men ikke desto mindre er det fremtidsplanerne for BlueKolding, som håndterer spildevand for i alt cirka 34.500 husstande i og omkring Kolding.

    Selvom det i dag er selskabets primære opgave, anser man dog nærmere sig selv som et klima-, miljø- og energiselskab – og derfor er det måske ikke så fremmed endda for BlueKolding også at skulle levere varme.

    For nylig meldte selskabet i hvert fald ud, at man nu ville undersøge mulighederne for at tilbyde såkaldt ’nærvarme’ til 14 landsbyer i kommunen, hvor hverken TVIS eller TreFor har planer om at udrulle fjernvarme.

    Det sker til dels på opfordring fra Kolding Kommune, som i forbindelse med varmeplanlægningen i området måtte konstatere, at selvom der i landsbyerne var tæt nok bebyggelse til fjernvarme, ville de ikke få tilbudt det af de lokale varmeselskaber.

    Her stillede BlueKolding sig derfor til rådighed og tilbød at indlede en undersøgelse af, om det samfundsøkonomisk kunne give mening at finde en anden kollektiv varmeløsning til de berørte forbrugere.

    Og spørger man direktør Per Holm, hvorfor BlueKolding skal til at levere varme, er svaret egentlig ganske simpelt:

    - Vi er gået ind i projektet, fordi vi gerne vil kunne hjælpe borgerne i Kolding ud af en klemme og over på nogle mere bæredygtige løsninger end de fossile brændstoffer, siger han og uddyber:

    - Der er tale om et hvile-i-sig-selv projekt, og vi har ingen aktionærer, som skriger efter overskud. Rent strategisk er vores tanke med projektet, at det vil bidrage til BlueKolding som en bæredygtig virksomhed, der spiller ind i den grønne omstilling.

    Vil finde den bedst mulige løsning

    Helt konkret vil BlueKolding levere varmen ved at opsætte store, fælles varmepumper i landsbyerne. Herfra rulles et ledningsnet ud til forbrugere, som i alt vil kunne dække op mod 500 husstandes varmebehov.

    En løsning flere andre af landets forsyningsselskaber har gjort brug af. Dem skeler BlueKolding selvfølgelig til, men samtidig er man helt åbne, når markedet skal afsøges for de bedst mulige løsninger, understreger Per Holm.

    Før det arbejde kan gå i gang, skal projektet dog lige godkendes af bestyrelsen. Man har netop fået grønt lys af både Kolding Kommunes økonomiudvalg og byråd, og direktøren forventer da også samme udfald på bestyrelsesmødet, som afholdes 15. marts.

    Sker det, kan mellem 3.000 og 4.000 husstande i Kolding få tilbudt nærvarme – men hvor stor en andel af det tal, som rent faktisk kan realiseres, er for tidligt at svare på, siger Per Holm.

    - Først og fremmest handler det selvfølgelig om at lave nogle forundersøgelser af, om vi kan tilbyde varmen til en attraktiv pris for den enkelte kunde. Vi skal have fundet frem til, hvilke områder nærvarmen kan lade sig gøre i - inden for de gældende lovmæssige og økonomiske rammer. Det er vi i gang med sammen med Kolding Kommune og en rådgivende ingeniørvirksomhed, siger han og fortsætter:

    - Det skulle meget gerne gøre os klogere på forudsætninger for, at projektet kan lykkes. Og når vi så er klar med en overordnet plan, skal vi have det igennem en prækvalifikation med tre-fem leverandører, efterfulgt af et udbud.

    Mange variabler at tage højde for

    Hvornår og om nærvarmen kommer til landsbyerne i Kolding, står endnu hen i det uvisse. Der er nemlig mange variabler at tage højde for i planlægningen – heriblandt leveringstider på rør og de store varmepumper.

    Som udgangspunkt forventer Per Holm, at det vil tage mellem to og tre år, fra man påbegynder arbejdet i et nærvarmeprojekt, til der er varme i radiatorerne.

    - Men hvis et projekt kun skal dække 30 husstande, kan det jo muligvis laves hurtigere end et, der skal dække 500. Det ved vi ikke endnu, for der er mange variabler, som skal gå op. Og så skal vi også have kigget på tidsplaner og prioriteringer, siger han og tilføjer:

    - Først skal analyserne dog i hus. Før det, kan vi ikke lave en teknisk tidsplan.

    Indtil da må landsbyerne i Kolding vente lidt endnu med at finde ud af, om de alligevel kan få en kollektiv varmeløsning.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...