Lagringsprojekt ved Stenlille bliver forlænget
Myndighederne har forlænget et CO2-lagringsprojekt ved Stenlille. Pilotprojektet skal nu løbe over 20 år i stedet for som oprindeligt fem år og samtidig udvides til lagring af i alt 10 mio. ton CO2.

Fangst og lagring af CO2 er et blandt en række ”værktøjer”, der skal bidrage til, at Danmark kommer i mål med sine mål om reduktion af CO2-udledningerne. Hidtil har der måske mest været fokus på lagring under Nordsøen, men myndighederne har netop forlænget og udvidet et lagringsprojekt ved Stenlille på land.
Det er Gas Storage Denmarks nuværende gaslager, der får sit nyskabende klimaprojekt forlænget til at vare de kommende 20 år, fremgår det af en pressemeddelelse fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet. Der er tale om at forlænge et projekt, der oprindeligt var tænkt at skulle vare i fem år.
Det var således tidligere vurderingen, at det ville være muligt at lagre 0,5 mio. tons CO2 om året i fem år. Men der er faktisk plads til meget mere CO2 i undergrunden ved Stenlille, og derfor bliver pilotprojektet nu udvidet fra i alt 2,5 mio. tons til 10 mio. tons CO2.
- Den helt åbenlyse gevinst er for klimaet. Men det giver også et spændende indblik i potentialet for lagring af CO2 på land, som jeg glæder mig til at følge med i, så vi bedst muligt kan understøtte både undersøgelser og udvikling, siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard.
Vestforbrænding er blandt de energiforsyningsvirksomheder, der gerne vil fange og lagre CO2, og det er tanken, at undergrunden ved Stenlille skal bruges til netop det. Derfor bliver forlængelsen også modtaget positivt hos brancheforeningen Dansk Fjernvarme.
- Det er i første omgang positivt, at regeringen er opmærksom på potentialet i Stenlille og ved lagring af CO2 i undergrunden under land, da alt tyder på, at det reducerer omkostningerne til lagring betragteligt. Det er samtidig væsentligt for Vestforbrændings planer om fangst og lagring af CO2. Samtidig er det værd at notere sig, at lagring ved Stenlille reducerer den klimabelastning, der vil være forbundet med at skulle fragte CO2 over store afstande for at lagre det under fx Nordsøen, siger chefkonsulent Jannick Buhl fra Dansk Fjernvarme.
CO2-lageret vil geografisk blive placeret i 1500 meters dybde i området mellem Stenmagle og Bonderup Skov, fem-seks kilometer nordøst for det eksisterende gaslager.