Gå til hovedindhold
Varmekilder
Rammevilkår & Regulering
Medlemmer

Prisloft: Løsning Fjernvarme drømmer om mere overskudsvarme

40 procent af varmen fra Løsning Fjernvarme til kunderne er i dag overskudsvarme. Men prisloftet vil fra nytår måske tvinge fjernvarmeselskabet til at tænde for gaskedlerne.

4. dec. 2023
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Produktionsvirksomheden Daka leverer i dag omkring 40 procent af den varme, som Løsning Fjernvarme bruger i sit fjernvarmenet. Den andel vil Løsning Fjernvarme meget gerne øge i fremtiden, men det kommende prisloft på overskudsvarme risikerer at ændre markant på fremtidsdrømmene.

    Prisloftet bliver fastsat for et år ad gangen, og det kan betyde, at det økonomisk ikke kan lade sig gøre at inddrage overskudsvarmen fra Daka, fremgår det af en pressemeddelelse fra Løsning Fjernvarme.

    Direktør hos Løsning Fjernvarme, Esben Iversen, forklarer, at prisen på overskudsvarme fra Daka lige nu bliver beregnet ud fra, hvad det koster at lave varme på flisværket hos Løsning Fjernvarme, det såkaldte substitutionsprincip.

    For at beskytte forbrugerne, må overskudsvarmen ikke koste mere, end den gennemsnitlige pris på flisvarmen i Løsning, så derfor ligger prisen på varme fra Daka lidt under. Men Dakas pris må heller ikke være højere end prisloftet, hvilket kan blive en udfordring.

    - Vi kan beregne så meget vi vil, men hvis prisloftet træder i kraft, kan vores anlæg blive stoppet af det, og så mister vi reelt 40 procent af varmen til forbrugerne, som vi i stedet primært må tænde gaskedlerne for at hente, siger Esben Iversen.

    Varmepumpe hos Daka

    Det vil give problemer både her og nu og på længere sigt, fordi der bliver brug for mere og mere varme. Løsning Fjernvarme udvider lige nu mod flere områder. Senest mod Øster Snede, Kragelund, Lindved og snart også i industrikvarteret omkring Gesagervej.

    Derfor kigger Løsning Fjernvarme på, om man kan udnytte temperaturen på kølevandet hos Daka endnu mere, med en varmepumpe. Således kan Løsning Fjernvarme modtage mere varmt vand og sænke produktionen på flisværket og gaskedlerne.

    Men her kan prisen og risikoen ikke følge med, og så må Løsning Fjernvarme skrue op for flis-afbrændingen, og det hæver prisen og giver knas med prisloftet.

    - Det er rigtig irriterende, at vi bliver bremset af prisloftet, når vi faktisk gerne både vil være grønnere og billigere og tilknytte nye forbrugere. Det er god skik at bruge alt det, der bliver fyret af, så vi gør alt, hvad vi kan, for at vi kan få mere overskudsvarme fra Daka, siger Esben Iversen.

    Luft til vand-varmepumpe lukker hullet

    Løsning Fjernvarme er i gang med at få bygget en luft til vand-varmepumpe på Hjulmagervej, som senest bliver taget i brug i marts 2024. Den skal også være med til at producere så grøn og billig varme som muligt til den voksende mængde af forbrugere.

    Den oprindelige tanke var at udnytte overskudsvarme fra Proteinfabrikken Meelunie, men også her ødelagde prisloftet en ellers god case.

    - Jeg kan ganske enkelt ikke anbefale en ansvarlig bestyrelse at tage den risiko og i værste fald at skulle dække omkostningerne ud fra deres privatøkonomi, forklarer Esben Iversen.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...