Gå til hovedindhold
Projekter & Planlægning
Konverteringer

Malthe planlægger fjernvarmens fremtid i Helsingør

Fjernvarmeudrulningen har for alvor taget fart i Helsingør – og arbejdet med at udfase naturgassen fortsætter efter planen helt ind i 2030. Den opgave har energiplanlægger Malthe Jacobsen en helt central rolle i.

30. okt. 2023
Tekst af Niklas Lindstrøm Jørgensen, nlj@danskfjernvarme.dk

Energiplanlægger Malthe Jacobsen forsøger at have det lange lys på, når han regner på fremtidens fjernvarme- og energisystem i Helsingør. Foto: Forsyning Helsingør.

Indhold

    Malthe Jacobsens job er at se ind i fremtiden.

    Det betyder dog ikke, at han har en krystalkugle stående på skrivebordet – og ’spådomme’ fremgår da heller ikke af funktionsbeskrivelsen.

    Som energiplanlægger i Forsyning Helsingør er han til gengæld ansvarlig for at planlægge, hvordan forsyningsselskabets fremtidige fjernvarmesystem skal se ud. Det gælder både varmedistributionen, konverteringer af nye områder og kommende produktionsanlæg.

    Kort sagt: Hvor meget varme skal der bruges, hvor skal den komme fra, og hvad skal den koste?

    Og selvom han nok nærmere spår ud fra en lommeregner end en krystalkugle, er det ikke nødvendigvis let at se 10 år ud i fremtiden. Ikke desto mindre er det nødvendigt, forklarer han.

    - Det er svært at spå om fremtiden. Men vi er nødt til at have det lange lys på som forsyning – især fordi vilkårene i branchen konstant ændrer sig for tiden. Det skal vi kunne planlægge ud fra, siger han.

    Vi har lagt en plan om at øge vores varmesalg med 80 procent mellem 2022 og 2030.

    Malthe Jacobsen, Energiplanlægger, Forsyning Helsingør

    Fjernvarmen er gået fra 0 til 100

    Malthe Jacobsen har været ansat i Forsyning Helsingør over et par omgange. Første gang som anlægsprojektleder i 2011 og senest siden 2020 som energiplanlægger. Derimellem har han beskæftiget sig med alt fra geotermiprojekter og energianalyser til rådgivende ingeniørarbejde.

    I alt har han otte års erfaring i Forsyning Helsingør – men de seneste tre har været helt anderledes end de første fem, forklarer han.

    I lang tid var forsyningen en udpræget driftsorganisation på fjernvarmeområdet, fordi en stor del af lokalområdet var bundet til naturgas. Det afskar mere eller mindre muligheden for at udvide fjernvarmenettet.

    Nu er den barriere til gengæld nedbrudt, og man er i Forsyning Helsingør gået fra 0 til 100 på to år, som Malthe Jacobsen beskriver det. Ifølge Helsingør Kommunes seneste varmeplan lyder fjernvarmepotentialet på op mod 6.000 forbrugere, så der er da også nok at tage fat på.

    - Vi har lagt en plan om at øge vores varmesalg med 80 procent mellem 2022 og 2030. Planerne omfatter alle naturgasfyrede områder i Helsingør, Snekkersten og Espergærde, så det er en kæmpe mundfuld. Det gør samtidig, at vi over de næste år skal have udvidet varmeproduktionen med nye energikilder som elkedler, store varmepumper og solvarme. Man kan roligt sige, at vi får travlt, fortæller han og fortsætter:

    - Og det er jeg virkelig glad for, for nu sker der en hel masse. Det kan godt være lidt kedeligt at planlægge fjernvarme, hvis der ikke er nogle konkrete projekter på bordet. Det er der virkelig kommet nu, og det gør mit arbejde super spændende.

    Fjernvarmen er selvfølgelig en helt oplagt måde at komme væk fra de fossile brændsler på.

    Malthe Jacobsen, Energiplanlægger, Forsyning Helsingør

    Energisystemet er afgørende for den grønne omstilling

    De spændende arbejdsopgaver er ikke alene årsagen til, at Malthe Jacobsen er blevet ved med at vende tilbage til fjernvarmebranchen og Forsyning Helsingør. Det handler i høj grad også om, at arbejdet med fjernvarme og den grønne omstilling er vigtigt, fortæller han.

    - Energisystemet er så afgørende for vores klimabelastning og måden, vi udvikler et mere bæredygtigt samfund på i fremtiden. I det er fjernvarmen selvfølgelig en helt oplagt måde at komme væk fra de fossile brændsler på. Det er noget, der virkelig giver mening for mig i mit job, siger han og fortsætter:

    - Samtidig er det sjovt at være et sted, hvor man kan se, at man flytter noget. Mit arbejde har rent faktisk en effekt på vores energisystem – og fordi jeg sidder i et lidt mindre selskab, kan jeg følge projekterne og se dem blive ført ud i livet. Jeg kan helt konkret se, at noget jeg planlagde for tre år siden, gør en forskel i dag.

    Det giver virkelig noget, at der ikke er langt fra skrivebordet til virkeligheden, fortæller Malthe Jacobsen desuden. Og så hænger arbejdet i Forsyning Helsingør godt sammen med, at han selv bor i byen.

    - Det betyder, at jeg kan relatere de ting, vi går og arbejder med i fjernvarmen til mit lokalområde og min by. Selvfølgelig skal jeg så også kunne stå på mål for det, når jeg møder folk – men det giver god mening for mig, siger han.

    Netop fjernvarmen giver store muligheder for at understøtte et energisystem med mere og mere vedvarende energi

    Malthe Jacobsen, Energiplanlægger, Forsyning Helsingør

    Unikt på verdensplan

    I det hele taget har Malthe Jacobsen kun rosende ord tilovers for den samfundsmæssige satsning på fjernvarmesystemet, man fra et tidligt tidspunkt har valgt i Danmark.

    Den centrale planlægning, hvor man siden firserne og halvfemserne har tænkt i blandt andet kraftvarme, udbygning af vindkraft, energioptimeringer og effektiv isolering af huse er nemlig helt afgørende for, at vi kan komme i mål med den grønne omstilling, mener han.

    Han kalder sågar det danske system for ’helt unikt på verdensplan’.

    - De store, fælles løsninger er gode for alle. For at sammenligne med vores vandforsyning giver det jo ikke mening, at hver enkelt bolig skal have sin egen lille grundvandsboring. Det samme kan man sige om varmen. På forbrugernes side er der desuden en stor sikkerhed i, at man har stabile priser, forklarer han og fortsætter:

    - Der er jo mange lande, hvor man faktisk har privatiseret varmeforsyningen. Det giver måske konkurrencefordele, men det gør også tingene svære at gennemskue for forbrugerne. I vores systemer har vi forbrugereje med en form for demokratisk kontrol og en gennemsigtighed i, at fjernvarmen er skabt for at hvile i sig selv. Samtidig kan vi i dag se, at netop fjernvarmen giver store muligheder for at understøtte et energisystem med mere og mere vedvarende energi.

    Var på forkant med energikrisen

    Nok hviler fjernvarmen i sig selv – men det betyder ikke, at der er ret meget tid til at slappe af i Forsyning Helsingør.

    Allerede nu er man i fuld gang med at konvertere de første fire nye områder med ca. 1.300 potentielle forbrugere i alt  – og hvor man andre steder må udskyde eller ligefrem aflyse fjernvarmeprojekter på grund af manglende opbakning, er der også god tilslutning til de næste konverteringsprojekter i Helsingør. Det skyldes helt simpelt, at man har været ude i god tid, fortæller Malthe Jacobsen.

    - Vi har både været forudseende og heldige, og var allerede gået i gang med de første konverteringsprojekter, da energikrisen satte ind. Timingen gjorde, at fjernvarmen nærmest solgte sig selv med de gaspriser, vi så. Det betyder, at vi har omkring 85 procent tilslutning i det første område, mens der i de kommende projekter er omkring 70 procent, forklarer han og fortsætter:

    - Men vi kan sagtens se de samme udfordringer, som andre fjernvarmeselskaber har. Med nogle af de nyeste tilbud, vi har indhentet på entreprenørarbejde, ligger vi da også lige på kanten af, hvad der er tåleligt for selskabsøkonomien.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...