Miljøstyrelse foreslår ændringer i biomassebekendtgørelsen
Dansk Fjernvarme vil gerne have input fra sine medlemmer til de ændringer, som styrelsen kommer med, så det kan komme med i foreningens høringssvar.

Biomassebekendtgørelsen har været central i fjernvarmens udvikling og omstilling. Bekendtgørelsen oplister i et bilag alle de typer biomasse, vi kan omdanne til fjernvarme, uden at der pålægges kulafgift.
Der lægges op til nogle ændringer i bilaget.
For haveparkaffald (HPA) indføres der en bagatelgrænse for urenheder på 1 ‰ på tør basis. Dermed er nul-tolerancen for urenheder borte. Dansk Fjernvarme vil gerne høre fra medlemmerne om 1 ‰ er høj nok til, hvad der praktisk kan lade sig gøre.
Der fjernes fire biomasser fra listen (4 punkter):
- Frugtrester
- Malt
- Ubehandlet korn og ubehandlede frø
- Ubehandlet bomuld og hør
De tre første fjernes med begrundelsen, at de hører bedre hjemme i bioforgasning (biogasanlæg). Bomuld fjernes, fordi der findes bedre genanvendelsesmuligheder.
Dansk Fjernvarme ser ikke noget stort problem i, at de fjernes fra listen, men vi mener, at markedet allerede i dag sørger for, at disse biomassetyper ender de rigtige steder.
Det har været praktisk i visse (nød)situationer at kunne brænde mindre mængder af disse typer af i biomassekedler, og den mulighed bliver fjernvarmeselskaber afskåret fra i fremtiden ved at fjerne dem fra listen. Desuden er der en lille risiko for, at ændringen skaber nye gråzoner i lighed med problemet med urenheder i HPA.
Der føjes ikke nye typer til listen, men punkt 4 – halm - udvides med en beskrivelse af stråafgrøder generelt.
Dansk Fjernvarme mener at listen burde være udvidet med rent nedbrydningstræ og rent brugt emballagetræ, og det bliver anført i høringssvaret fra Dansk Fjernvarme. Rent nedbrydningstræ og rent emballagetræ bør ikke fragtes til udlandet for at blive brændt af; det er dårligt for miljøet.
Dansk Fjernvarme vil muligvis også foreslå at gyllefibre tilføjes. Vi hører gerne fra medlemmer hvis der er andre biomassetyper, der bør tilføjes.
Affaldsbekendtgørelsen
Endelig knytter Miljøstyrelsen som noget nyt biomassebekendtgørelsen til affaldsbekendtgørelsen ved at anføre, at biomassen skal være forbrændingsegnet i henhold til affaldsbekendtgørelsen. Det indebærer kort sagt, at biobrændslet ikke må kunne materialenyttiggøres, hvis det anvendes til at producere energi.
Dansk Fjernvarme hører gerne fra medlemmer – måske især dem med affaldsforbrændingsanlæg – hvis der er holdninger til denne ændring. Som udgangspunkt mener Dansk Fjernvarme, at det er unødvendigt at foretage koblingen til affaldsbekendtgørelsen.
Webinar om biomasseaffald
Den 29. juni kl. 10 afholder DAKOFA (Dansk Kompetencecenter for Affald og Ressourcer) et webinar:
Høring af udkast til revideret "Bekendtgørelse om biomasseaffald"
Miljøstyrelsen vil under webinaret gennemgå ændringerne i høringsudkastet til bekendtgørelsen, og der vil være kommentarer fra de fire brancheorganisationer Dansk Fjernvarme, Dansk Affaldsforening, Biogas Danmark og Genanvend Biomasse.
I den afsluttende debat er der tid til, at deltagerne kan stille spørgsmål til Miljøstyrelsen og komme med kommentarer.
Det er gratis for alle at deltage.
Send jeres input til Max
Medlemmer kan sende input til Max Nitschke (mni@danskfjernvarme.dk) senest 5. juli. Så kan vi inddrage jeres input med i vores høringssvar til Miljøstyrelsen. I øvrigt vil vi opfordre jer til selv at afgive høringssvar, hvis ændringerne eller udeladelserne har betydning for jeres drift og forretning.
Høringen er publiceret på høringsportalen her: Høringsdetaljer - Høringsportalen
PS: Biomassebekendtgørelsen hedder helt præcis ”bekendtgørelse om biomasseaffald” og kaldes også indimellem biomasseaffaldsbekendtgørelsen.
Skriv kommentar