Når fjernvarmekunderne ikke kan betale
Inkassosager er den sidste udvej for nogle fjernvarmeselskaber, og den procedure kan både Dansk Fjernvarme og Dansk Fjernvarmes Handelsselskab hjælpe selskaberne med.

Europa var i energikrise i 2022 med stigende pris på el, gas og varme. Krisen har medført, at flere husstande ikke er i stand til at betale deres energiregninger. Dertil kommer, at inflationen og stigninger på mange andre varer har undergravet husstandenes økonomi, og derfor er flere end hidtil ikke i stand til at betale.
I mange EU-lande har regeringer været nødsaget til at indføre hjælpepakker med direkte støtte til husstandene, sætte prisloft på energi eller lignende tiltag med det formål at få energipriserne ned.
I Danmark har regering og Folketing også vedtaget forskellige støtteordninger, blandt andet har elafgiften været sænket i en periode, og der har været afsat midler til at hjælpe med en hurtig konvertering væk fra olie og naturgas og over på fjernvarme. Mange af initiativerne var samlet i en såkaldt Vinterpakke.
Inkasso er den sidste udvej
De forskellige initiativer kan dog ikke skjule den kendsgerning, at der desværre er husstande, som ikke er i stand til at betale deres regninger for el, vand, varme osv.
Disse sager går derfor til inkasso og inddrivelse. Men inden fjernvarmeselskabet sender en ubetalt varmeregning til inkasso, er der et forløb, hvor kunden kan tilbydes en afdragsordning eller henstand for at finde en fælles løsning. På et tidspunkt kan inkasso blive nødvendigt, og ultimativt kan det også blive nødvendigt at lukke for fjernvarmen, dog med iagttagelse af hensyn til, om der er mindre børn i husstanden, og efter orientering af de sociale myndigheder.
Fjernvarme er baseret på en nonprofitordning, hvor der ikke opbygges overskud. Hvis nogle kunder ikke betaler, så havner regningen hos de øvrige, og derfor må der gøres mest muligt for at få regningerne betalt.
Det kan ske i form af en frivillig aftale, som hjælper husstanden, men det kan også ende med en inkassosag.
Stigende antal inkassosager
Antallet af inkassosager i Danmark er generelt steget med 20 % i 2022, så derfor er det naturligt, at også fjernvarmen bliver ramt. Energiregningen er således en væsentlig post i de fleste husstande.
I Dansk Fjernvarme får vi en del henvendelser fra medlemsselskaber, der oplever stigende antal sager med kunder, som ikke betaler deres varmeregning, og hvor selskaberne beder om vejledning og hjælp til at kunne gennemføre en god proces med kunderne.
Udfordringen kan være, at kunden på den ene side skal betale sin regning og på den anden side også skal være en kunde i mange år fremover. Det er vigtigt, at selskabet har fokus på en god og effektiv restanceprocedure, og at selskabet sikrer, at der ikke akkumuleres store fordringer, der senere ender i et tab for selskabet og dermed for de øvrige forbrugere.
Restancevejledningen
Har fjernvarmeselskabet behov for dialog omkring restanceinddrivelse og inkassoforhold, så kontakt gerne Klaus Lunddal Brose fra Dansk Fjernvarme på klb@danskfjernvarme.dk.
Fra Dansk Fjernvarme ydes der vejledning til medlemsselskaberne i form af Restancevejledningen. Den rummer en gennemgang af procedurer og et udkast til tidsplan. Eksempler på nødvendige breve findes i den medlemsrettede værktøjskasse på hjemmesiden danskfjernvarme.dk.
Vejledningen er fuldt opdateret med de særlige regler, der gælder for fjernvarmesektoren, herunder blandt andet at de sociale myndigheder ved kommunen skal varsles ved inkasso og en eventuel lukning af fjernvarmeforsyningen til ejendomme med børn.
Hjælp med inkasso til fjernvarmeselskaber
Selvom fjernvarmeselskaber oplever en stigning i antallet af inkassosager med kunderne, så er det heldigvis stadig et begrænset antal sager. Alene risikoen for at få afbrudt fjernvarmeforsyningen er ofte nok til, at kunden frivilligt indgår en betalingsordning. Tilbage er der dog alligevel en række sager, som skal håndteres korrekt af professionelle.
De fleste fjernvarmeselskaber samarbejder med advokater eller inkassobureauer om de retlige tiltag, hvis en inkassosag skal i fogedretten. Det er dog et tidskrævende arbejde at holde styr på tidsfrister osv. i inkassosagerne. Derfor kan fjernvarmeselskaberne have behov for ekstra hjælp.
Dansk Fjernvarmes Handelsselskab, DFH, har indgået en fordelsaftale med advokatfirmaet LES (Lund Elmer Sandager Advokatpartnerselskab). LES har etableret en særlig portal for forsyningsselskaber, som sikrer, at alle love og regler bliver overholdt, samtidig med at inkassosagerne gennemføres professionelt og med tilfredsstillende afslutning.
DFH’s aftale med LES kan dermed hjælpe fjernvarmeselskaberne med det praktiske og administrative til en favorabel pris. Fordelsaftalen mellem DFH og LES er åben for alle fjernvarmeselskaber, der også er medlem af DFH, hvilket er tæt på 200 medlemsselskaber. Den fælles løsning og volumen har gjort det muligt at få forhandlet en fordelsaftale med nogle af markedets bedste priser og vilkår.
Nok så vigtigt er it-systemet blevet testet og tilpasset i samarbejde med fjernvarmeselskaber. DFH opkræver en beskeden årlig betaling for at komme med på fordelsaftalen, der også giver adgang til vidensdeling og et altid opdateret system ved lovændringer osv.
Det helt afgørende for fjernvarmeselskaber i en travl hverdag er, at inkassosystemet fungerer og understøtter de normale forretningsgange. LES-portalen er blevet testet og tilpasset sammen med fem fjernvarmeselskaber, som nu er meget tilfredse og anbefaler kollegerne at benytte ordningen.
Se nærmere på hjemmesiden www.dfhservice.dk, eller kontakt Susanne Fløjgaard på kontakt@dfhservice.dk for introduktion.
Fjernvarme er et livslangt samarbejde
Samspillet mellem et fjernvarmeselskab og dets kunder skal helst vare hele livet. Fjernvarme er et fællesskab med demokratisk ejerskab, og derfor skal vi hjælpe og passe på hinanden.
Kunder, der af forskellige grunde ikke kan betale deres varmeregning, skal i første omgang hjælpes af fjernvarmeselskabet. I tilfælde af inkasso og inddrivelse skal det foregå på en ordentlig måde. Samarbejdet skal jo gerne fortsætte med varmelevering, når regningen er betalt.
Skriv kommentar