Dansk Fjernvarme efterlyser input omkring forbrugsdata
Energistyrelsen har sendt anbefalinger om nemmere og mere ensartet adgang til forbrugsdata i en åben høring. Dansk Fjernvarme ønsker input fra sine medlemmer senest den 23. november.
Dansk Fjernvarme retter nu direkte henvendelse til de medlemmer, der hører til i Valggruppe 1 samt Valggruppe 2 for at indhente input fra dem til en høring, som Energistyrelsen netop har annonceret.
Høringen drejer sig om anbefalinger, der fremadrettet både skal give nemmere og en mere ensartet adgang til forbrugsdata indenfor el-, vand- og varmeforsyningen. Det skal med andre ord være én fælles adgang, så man slipper for tre forskellige løsninger.
- Dansk Fjernvarme bakker op om forslagene, og det vil være grundlaget for vores høringssvar. Men vi vil meget gerne have input fra vores medlemmer, forklarer chefkonsulent Steen Kramer Jensen fra Dansk Fjernvarme.
Han gør opmærksom på, at der for medlemmerne er en ganske kort frist – frem til den 23. november – og at det også er forklaringen på, at man fra Dansk Fjernvarme sender direkte mail ud til medlemmerne i de to valggrupper – 1 og 2 – hvor man beder om input på høringen.
Den korte tidsfrist skal ses i lyset af, at der er lagt op til, at man allerede den 2. december skal behandles høringssvarene i Forum for Forsyningsdata, inden den efterfølgende politiske stillingtagen til den nye ordning.
Orienteringsbrev fra Dansk Fjernvarme om forbrugsdata
Her kan du downloade den mail, som Dansk Fjernvarme nu har sendt til medlemmerne af valggrupperne I og II.
Dansk Fjernvarme har i det hidtidige forløb deltaget i arbejdet i både varme-DUG (Dataudviklingsgruppen for varme) og i TAU (udvalget for Tværgående Arkitektur og Udvikling). Det arbejde er nu mundet ud i de anbefalinger, der er sendt i høring.
Steen Kramer Jensen forklarer, at formålet med arbejdet har været, at kunderne skal kunne få deres forbrugsdata og dele dem med andre på en ensartet måde, samt at data skal stilles til rådighed på timeniveau med daglig opdatering.
Det skal ske gennem en frivillig branchestandard, som indfases gradvist efter selskabets størrelse og kundens varmeaftag, så de største selskaber og de største kunder kommer først.
Samtidig har det været et ønske, at det bliver myndigheden, der både ejer og driver løsningen. Det skal ikke være selskaberne eller brancheorganisationerne.
- Og så bliver det ifølge de nuværende anbefalinger sådan, at de store kunder betaler for muligheden, fordi det er boligforeninger, kommuner og administratorer med mange installationer, der har mest gavn af løsningen. Private husstande og mindre selskaber bør i første omgang friholdes, forklarer Steen Kramer Jensen.
Han tilføjer, at der endnu er en række uafklarede punkter – fx hvordan det skal gennemføres – men at man her og nu har brug for input fra sine medlemmer.
Det vil vi gerne høre fra jer
Vi vil især gerne have svar på disse spørgsmål. Det er fint kun at svare på nogle af dem.
Kan I leve op til kravene om timeværdier med daglig opdatering, og er tidsfristerne i branchestandarden realistiske for et selskab af jeres størrelse?
Hvordan vil I helst finansiere omkostningerne, fx som et målergebyr for store kunder eller som en del af den faste afgift?
Er I et privat selskab (fx andelsselskab), og har I erfaringer med omkostningerne til MitID?
Er der efterspørgsel efter data fra jeres store kunder, energirådgivere eller andre tredjeparter, og hvad bruges data til?
Er der andet i anbefalingerne, som I er bekymrede for.
Materiale og tidsplan
Høringsmaterialet findes på Forsyningsdigitaliseringsprogrammets hjemmeside: www.forsyningsdigitaliseringsprogram.dk.
23. november: Frist for input til Dansk Fjernvarme
25. november: Høringsfrist hos Energistyrelsen
2. december: Behandling i Forum for Forsyningsdata
2027: Politisk stillingtagen og derefter krav, lovforberedelse og implementering
Steen Kramer Jensen
Data og Digitalisering
AI
Cybersikkerhed
Mobil: +45 23 39 28 40
E-mail: skj@danskfjernvarme.dk