Gå til hovedindhold
PtX & CCUS
Sektorintegration
Distribution & Lagring

Nu skal CO2 hurtigere ned i undergrunden

Regeringen har fremlagt et udspil, som skal sikre klarhed for branchen, sætte fart på udviklingen af en dansk industri for fangst og lagring af CO2 og stille krav om fuld fangst allerede i 2029.

21. aug. 2023
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk
  • Læs op

Indhold

    Den første udbudsvinder af CCUS-puljen er fundet, tre storskalalagringstilladelser er givet, og den første internationale aftale om lagring i Danmark er underskrevet. Der er med andre ved at komme mere og mere gang i arbejdet med fange og udnytte CO2.

    Mandag formiddag lancerede regeringen – med klimaminister Lars Aagaard i spidsen – et nyt udspil, hvor der med regeringens egne ord for kommer vind i sejlene for udviklingen af fangst og lagring af CO2 i Danmark. 

    Udspillet indeholder en plan for de næste CCS-udbud på 27 mia. kr., der i stedet for flere mindre dryp samles til to store på henholdsvis mindst 0,9 millioner og mindst 1,4 millioner tons CO2 årligt.

    Ifølge regeringen betyder det, at flere aktører kan byde ind og dermed skabe større sikkerhed for, at CO2-fangst og lagring kan levere sin andel til at indfri CO2-reduktionsmålene. Samtidig lægges der op til at stille krav om, at projekterne skal være i fuld drift allerede i 2029 i stedet for 2030.

    - CO2-fangst og lagring er en af de bærende bjælker, når vi skal bygge hele vejen til klimamålene. Derfor rykker vi også kravet om fuld fangst fra 2030 til 2029, så vi hurtigere får mere CO2 fra luften og ned i undergrunden, lød det mandag fra Lars Aagaard, der udspillet blev præsenteret på Avedøreværket ved København.

    - Udspillet skal også sikre klarere rammer for den spirende branche og på den måde få den danske CCS-industri op i skala og ned i pris. Det kan godt være, at det er nørdet, men det er i nørderiet, at tingene sker, slog Lars Aagaard bl.a. fast ved præsentationen.

    For de fremtidige lagringslicenser foreslår regeringen desuden at fortsætte modellen med 20 procent statsligt ejerskab, hvilket allerede er gældende for de tre eksisterende licenser. Det giver danskerne del i gevinsten, når vores fælles undergrund stilles til rådighed.

    Udspillet sikrer også klare rammevilkår for branchen om ejerskab og regulering for transport af CO2 via rør. Det er en opfølgning på de anbefalinger, CCS-Klyngerne, der er nedsat som led i den samlede CCS-strategi, er kommet med.

    Regeringen vil blandt andet udvide de eksisterende regler for transport af CO2 til at omfatte alle former for CO2-transport, hvilket især er vigtigt for transport af CO2 til brug i PtX-anlæg og for CO2, der skal udskibes via havne til lagring offshore.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...