Ny CO2-verifikator kan blive Veritas
Medlemmer af Dansk Fjernvarme har taget godt imod muligheden for at få Veritas som verifikator af CO2-arbejdet.

Et større antal fjernvarmeværker er kommet i knibe, fordi deres hidtidige CO2-verifikator, svenske LRQA, har trukket sig fra det danske marked med virkning fra oktober. Det haster derfor med at få en ny verifikator, og derfor har Dansk Fjernvarme taget kontakt til en anden CO2-verifikator for at finde en løsning for sine medlemmer.
Konkret er Dansk Fjernvarme i dialog med Bureau Veritas fra Fredericia om en fælles løsning til alle selskaber, der er kommet i knibe. Det er vigtigt, at så mange som muligt går med i aftalen, hvis der skal indhentes en økonomisk fordelagtig aftale.
- Der er allerede en del fjernvarmeselskaber, der har meldt deres interesse, og det er netop en interessetilkendegivelse. Det er først, når pris og vilkår kommer fra Veritas, at der kan laves en aftale, forklarer projekt- og udviklingskonsulent i Dansk Fjernvarme, Kim Behnke.
Han nævner, at fristen for medlemmer til at melde aktiv deltagelse er den 1. september.
- Derfor har Dansk Fjernvarme behov for at få selskabernes melding om interessen for i at komme med i en ny fælles aftale, sig han videre og opfordrer medlemmerne til at henvende sig til Dansk Fjernvarme så snart som muligt.
De medlemmer, der gerne vil være en del af aftalen med Veritas, skal melde tilbage senest den 1. september. Tilbagemeldingen skal ske med mail til Kim Behnke: kib@danskfjernvarme.dk.
Verifikator har opsagt sin aftale
En del fjernvarmeselskaber i Danmark har anvendt det svenske firma LRQA til verifikation, der er omfattet af CO2-lovgivningen. Men i begyndelsen af juli opsagde det svenske firma sine samarbejdsaftaler i Danmark, og det har bragt de danske fjernvarmeselskaber i knibe for fremover at kunne leve op til kravene om verifikation.
Det svenske firma har opsagt sit samarbejde med virkning fra den 7. oktober 2023, og en del medlemmer har henvendt sig til Dansk Fjernvarme for at få hjælp til at få lavet en fælles aftale på deres vegne.
Verifikation
Fjernvarmeselskaber med kraftvarme og/eller varmeproducerende anlæg med kapacitet over 20 MW er omfattet af CO2-lovgivningen med krav om overvågning, monitorering, kvotestyring og verifikation fra uafhængig 3. part.
Skriv kommentar