Gå til hovedindhold
Elmarked & Eltariffer
Forsyningssikkerhed

Ny lov skal give en bedre udnyttelse af det kollektive elnet

Ny lovgivning, der muliggør etablering af direkte og interne elektricitetsforbindelser, giver nye muligheder for egenproduktion af el til varme.

26. apr. 2023
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Nu er det muligt fra den 1. maj at etablere kommercielt ejede direkte elektricitetslinjer for elkunder og -producenter tilsluttet elnettet på 10 kV spændingsniveau og opefter. Det vil sikre bedre rammevilkår for grønne teknologier, fx PtX-anlæg, og bidrage til øget indpasning af VE og samtidig en mere effektiv udnyttelse af det kollektive net med mulighed for at spare netinvesteringer.

    Det skyldes, at Folketinget har 3. behandlet og vedtaget L37 - Lov om ændring af lov om elforsyning og lov om afgift af elektricitet. Udover de nævnte ændringer, så er der nu også vedtaget regler for egenforbrugeres adgang til at etablere internt net uden om det kollektive elforsyningsnet, de såkaldte interne elektricitetsforbindelser.

    - Vi hilser loven velkommen. Det giver flere og bedre muligheder for samplacering af elforbrug og elproduktion, og det derfor et vigtigt skridt i retning af et mere elektrificeret samfund, siger Michael Søgaard Schrøder, der er økonomisk konsulent i Dansk Fjernvarme.

    Mere klarhed er på vej

    Loven træder i kraft 1. maj 2023, og Dansk Fjernvarme ser frem til, at der også kommer mere klarhed om de præcise retningslinjer, regler og kriterier – særligt for etablering af direkte linjer og interne elektricitetsforbindelser.

    Michael Søgaard Schrøder fortæller, at myndighederne planlægger, at de mere præcise regler bliver beskrevet i bekendtgørelser, og at disse bekendtgørelser udstedes, så de også kan få virkning fra 1. maj 2023.

    - Vi holder naturligvis vores medlemmer underrettet om det, slår han fast.

    Vi hilser loven velkommen. Det giver flere og bedre muligheder for samplacering af elforbrug og elproduktion, og det derfor et vigtigt skridt i retning af et mere elektrificeret samfund.

    Michael Søgaard Schrøder, økonomisk konsulent i Dansk Fjernvarme.

    Håber på hurtig proces

    Dansk Fjernvarme imødeser også det kommende arbejde med at fastsætte en tarif for både direkte linjer og for interne elektricitetsforbindelser. For selvom det er interessant og spændende, at der opstår nye muligheder for at lave løsninger ”bag måleren”, så er der brug for en tarifmodel, så fjernvarmeværkerne og andre, kan indregne det i kommende investeringer.

    Nye tarifmodeller skal anmeldes af Green Power Denmark og Energinet og herefter godkendes af Forsyningstilsynet.

    - I Dansk Fjernvarme håber vi, at denne proces bliver hurtig, og at tarifmodellen giver en belønning til de elforbrugere og elproducenter, der kan være fleksible i deres træk på det kollektive elnet, lyder det fra Michael Søgaard Schrøder.

    Han nævner, at loven også indeholder en bemyndigelse til ministeren, så ministeren kan fastsætte en ikrafttrædelsesdato for forbud mod at etablere nye produktionsanlæg, der anvender kul som brændsel.  Loven åbner også for, at netselskaberne og Energinet kan udvikle geografisk differentierede forbrugstariffer for store elforbrugere (elkunder tilsluttet elnettet på 10 kV spændingsniveau og opefter), og for lokale sammenslutninger af netbrugere (lokal kollektiv tarifering).

    - Dansk Fjernvarme støtter en styrkelse af de lokale sammenslutninger af netbrugere og ser frem til, at der også bliver udviklet en tarifmodel, som gør det attraktivt at etablere og indgå i energifællesskaber, siger Michael Søgaard Schrøder.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...