Anmeldelsesbekendtgørelsen. Byggemodningsbidrag. CO2-kvoter.
Og sådan kunne man nemt fortsætte med begreber fra fjernvarmens verden – hele vejen fra A til Å.
Som i så mange andre brancher har man nemlig sit helt eget sprog i fjernvarmesektoren. Og det udvikler sig konstant, efterhånden som nye teknologier vinder frem og nye love og reguleringer fastlægges.
Det kan være svært for selv de mest garvede fjernvarmeveteraner at have helt styr på alle begreberne, forklarer Birthe Boisen, der er Chefkonsulent i Dansk Fjernvarmes varmefaglige afdeling.
- Endnu sværere er det som nyansat ved et fjernvarmeselskab. Her kan begreber og forkortelser være svære at forstå og huske – nogle gange har man måske også brug for at høre et begreb flere gange, siger hun.
Netop derfor har Dansk Fjernvarme forsøgt at samle de mest anvendte i ”Fjernvarmeordbogen”, som er frit tilgængelig for alle.
I ordbogen, som findes på Dansk Fjernvarmes hjemmeside, får man korte og præcise beskrivelser af hvert begreb indenfor fjernvarmen eller energisektoren generelt.
Sådan bidrager du til Fjernvarmeordbogen
Tanken er som udgangspunkt, at ordene forklares i et let tilgængeligt og ikke nødvendigvis meget teknisk eller juridisk sprog.
Det er nemlig også for ansatte hos myndigheder, på advokatkontorer, hos revisionsselskaber, ingeniørselskaber, politisk engagerede og så mange andre steder, at ordbogen kan være nyttig, siger Birthe Boisen.
- Der er rigtig mange, som kommer i berøring med fjernvarmebranchen og måske ikke lige kender til alle de begreber, vi bruger, lyder det.
Alle kan bidrage til ordbogen
I dag består ordbogen af hele 273 forskellige begrebsforklaringer – og med tiden forventer Dansk Fjernvarme, at der kommer flere til.
Udover at Dansk Fjernvarme selv vil bidrage løbende med opdateringer af forklaringer og nye begreber, opfordrer Birthe Boisen både medlemmerne og andre til også at byde ind.
- Vi giver alle adgang til fjernvarmeordbogen. På den måde håber vi, at vi – udover at få forklaret en masse begreber på en let forståelig måde - også får en ensartet opfattelse af dem i fjernvarmebranchen, siger hun.
Du finder Fjernvarmeordbogen lige her.
Skriv kommentar