Nyt damvarmelager indvies officielt onsdag
VEKS og Høje Taastrup Fjernvarme indvier onsdag deres nye varmelager på 70.000 m3. Det nye fælles anlæg vil gavne energisystemet i hele hovedstadsområdet.

Astrid Birnbaum og Morten Stobbe foreviget foran damvarmelageret tilbage i 2021, hvor hullet er gravet ud og arbejdet med at etablere en membran er gået i gang. Onsdag bliver lageret officielt indviet.
Varmelageret er etableret i Taastrup og er allerede taget i brug, men onsdag bliver anlægget først officielt indviet. Der er tale om et damvarmelager, der ifølge en fælles pressemeddelelse udnytter energien i det storkøbenhavnske system endnu bedre.
Man lagrer fjernvarmen, når den er billig at producere - omvendt udnytter man varmen fra lageret, når den er dyr at producere. Det nye lager gavner derfor den samlede el- og varmeproduktion i hele hovedstadsområdet og dermed den grønne omstilling.
– Den seneste strategiske varmeplan for hovedstadsområdet anbefalede en tidobling af varmelagerkapaciteten, og det kommende damvarmelager i Høje Taastrup bliver nu den første konkrete udmøntning af den anbefaling, lød det tidligere fra Morten Stobbe, direktør i VEKS, da han udtalte sig til magasinet Fjernvarmen om projektet.
Dengang beskrev han damvarmelageret som et resultat af en ny type partnerskab mellem energiproducenter, herunder kraftvarmeværker og affaldsforbrændingsanlæg, foruden transmissionsselskaber og fjernvarmeselskaber.
– Forretnings- og aftalemæssigt er damvarmelageret en nyskabelse i branchen, fordi det er lykkedes at etablere et bredt samarbejde blandt energiproducenter, transmissionsselskaber og distributionsselskaber. Det er ikke set før, at så mange parter går sammen om en lagerløsning, og at man forpligter sig 20 år frem, lød det dengang fra Morten Stobbe.
Lagerets kapacitet på 70.000 m3 fjernvarmevand indgår allerede i den daglige planlægning af varmeproduktionen i hovedstadsområdet. Lageret fungerer som et ugevarmelager til forskel fra eksisterende, danske sæsonlagre, hvor man anvender sommerens opsparede varme fra solvarmeanlæg, når varmesæsonen starter.
Høje Taastrup Fjernvarme og VEKS’ varmelager vil i øvrigt spare fossilt spidslastbrændsel i lokale fjern-varmekedler; kedler som bruges i særligt kolde perioder.
– Damvarmelageret skal muliggøre, at vi i fjernvarmesystemet kan udnytte endnu mere varme fra kraftvarmeværker, affaldsforbrændingsanlæg, elkedler, datacentre, varmepumper og andre varmekilder. Vi ser frem mod et mere decentralt energisystem, og her passer store varmelagre godt ind, forklarede direktør i Høje Taastrup Fjernvarme, Astrid Birnbaum, tidligere til magasinet Fjernvarmen.
- For kraftvarmeværkerne betyder det, at de kan producere strøm, når prisen er attraktiv, og samtidig levere varme til fjernvarmenettet. Hos fjernvarmeselskaberne kan vi med damvarmelageret spare spidslastproduktion, som er dyr og ikke særlig grøn.
Skriv kommentar