Nyt magasin på vej – fokus på Ø-Varme
Årets anden udgave af magasinet Fjernvarmen er på vej ud til abonnenterne. Temasektionen sætter denne gang fokus på begrebet Ø-Varme og ser på fordele og barrierer.

Den klassiske udvidelse af fjernvarmenettet bliver nu flere steder suppleret af, at fjernvarmeselskaber laver fjernvarme i nye, lokale net som altså ikke er koblet sammen med forsyningens eksisterende, primære fjernvarmenet: Såkaldt Ø-Varme.
Magasinet Fjernvarmen ser nærmere på, hvordan Ø-varme kan være en vej frem for flere fjernvarmeselskaber og på, hvilke fordele og barrierer der kan være ved den løsning.
Tema-sektionen besøger Trustrup-Lyngby på Djursland, hvor fjernvarmeselskabet har udviklet et koncept for Ø-Varme, der inden længe bliver udbredt til tre byer. Og så har magasinet også talt med aarhusianske Kredsløb, der gerne vil tilbyde Ø-varme – men som kommunalt selskab bliver bremset af reglerne.
Læs også artiklen fra Dansk Fjernvarmes seniorkonsulent Søren Magnussen, der fortæller hvad der er op og ned omkring Ø-Varme og hvad fjernvarmeselskaberne skal være opmærksomme på.
Ny serie: Fjernvarme til Juelsminde
Den nye udgave af Dansk Fjernvarmes magasin har også besøgt Juelsminde, hvor en gruppe engagerede borgere har sat en proces på skinner, der ender med at mere end 1.000 boliger får fjernvarme fra Løsning.
Juelsmindes situation er et godt billede på den udfordring, mange danske byer og bysamfund står i: De har brug for en vej væk fra fossil opvarmning – men der ligger ikke et eksisterende fjernvarmesystem lige i baghaven.
Derfor vil Dansk Fjernvarme over de kommende uger, måneder og år følge processen med at nå i mål med fjernvarme i Juelsminde. Vi lægger fra land i marts-udgaven af magasinet Fjernvarmen, men vil fremover især følge Juelsminde-projektet med artikler på vores hjemmeside og i vores nyhedsbreve.
Inspirationskatalog: Datadreven drift optimerer den grønne omstilling
Dansk Fjernvarme og Grøn Energi har udgivet et inspirationskatalog, der igennem 18 cases fortæller om de mange muligheder, digitaliseringen giver fjernvarmen for at blive endnu mere effektiv og grøn.
Det katalog fortæller vi mere om – og abonnerer du på magasinet får du det endda tilsendt sammen med magasinets marts-udgave. Vi bringer også en artikel om en af de 18 cases fra kataloget – nemlig en fortælling om projektet Flexibility Heat Grid Bornholm.
Skriv kommentar