Om lidt overtager Norfors fjernvarmen i Holte
Holte Fjernvarme har valgt at opløse selskabet og lade sine 1.500 andelshavere overgå til I/S Norfors. Årsagen er, at Norfors er langt bedre rustet til at efterkomme Rudersdal Kommunes planer om at tilbyde fjernvarme til flere tusinde nye, lokale forbrugere.

Fremover skal forbrugerne i Holte Fjernvarme vænne sig til at være kunder hos Norfors. Foto: Jesper Larsen.
Når forbrugerne i Holte kommer hjem fra sommerferie, kommer fjernvarmen fremover fra et andet selskab.
Den 1. juli overdrager Holte Fjernvarme nemlig alle sine aktiviteter - heriblandt godt og vel 1.500 andelshavere - til det noget større forsyningsselskab I/S Norfors. Dermed opløses Holte Fjernvarme som andelsselskab og bliver fremover en fjernvarmeafdeling i I/S Norfors, ligesom blandt andet Nivå og Fredensborg Fjernvarme er det i dag.
For de fleste forbrugere i Holte lyder navnet Norfors dog bekendt. Udover at selskabet allerede forsyner flere byer i den nordlige del af Rudersdal Kommune, mens Holte Fjernvarme tager sig af den sydlige del, har Norfors nemlig stået for drift og administration af Holte Fjernvarme siden 2019.
Og ifølge Holte Fjernvarmes direktør Erik Mollerup, var det egentlig planen, at samarbejdet skulle fortsætte på samme måde. Lige indtil vilkårene ændrede sig for fjernvarmebranchen i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine.
Efterspørgslen på fjernvarme førte nemlig til, at Rudersdal Kommune vedtog en ganske ambitiøs varmeplan i december 2022.
- Planen ville betyde, at vi skulle mere end fordoble vores varmekapacitet og kundebase. Potentielt skulle flere tusinde nye forbrugere have tilbudt fjernvarme, og det ville medføre en investering på mellem 1,5 og 2 milliarder kroner. Vi skulle dække 60 procent af kommunens tilbageværende gasområder. Og det er for stor en opgave, siger direktøren og fortsætter:
- Det kommer til at kræve nogle flere muskler og et bredere perspektiv. For et andelsselskab med 1.500 andelshavere har ikke de rammer og kan ikke løbe en risiko af den størrelse, det kræver. Så vi kan ikke honorere varmeplanen og den grønne omstilling med den nødvendige intensitet.
Vi var bare nødt til at træffe en beslutning for at beskytte de nuværende forbrugere og andelshavere.
Den svære, men rigtige beslutning
Beslutningen om at ophæve Holte Fjernvarme som andelsselskab var altså ikke til at komme udenom. Men det betyder på ingen måde, at den var nem at træffe.
For som et andelsselskab gennem mere end 50 år er man også bevidst om, hvor mange lokale kræfter, der gennem tiden er lagt i at kunne levere billig fjernvarme til forbrugerne.
- Der er selvfølgelig en masse følelser forbundet med lukningen – og jeg har, som foreningsmand, rigtig stor respekt for det arbejde, man har lagt gennem tiden. Men vi var bare nødt til at træffe en beslutning for at beskytte de nuværende forbrugere og andelshavere, understreger Erik Mollerup, der som direktør også er gået i gang med at lede efter noget andet at lave.
Han er dog glad for den opbakning, beslutningen har mødt fra andelshaverne. Ved behandlingen på både den ordinære generalforsamling og en ekstraordinær generalforsamling i henholdsvis maj og juni var det nemlig langt størstedelen af deltagerne, der støttede op om overtagelsen.
- På begge generalforsamlinger var der 430 stemmer for og 19 imod forslaget. Dermed er en overvældende majoritet enige i bestyrelsens beslutning – og det synes jeg er vigtigt at tage med, siger direktøren.
Har markante driftsfordele i fremtiden
Udover at fjernvarmeregningen fremover kommer fra et andet selskab, skal forbrugerne i Holte ikke forvente at mærke de store ændringer fra den 1. juli.
Der er nemlig indgået en aftale om en fælles takst for den producerede varme an net i Norfors Fjernvarme og Holte Fjernvarme. Dermed er det kun omkostningerne til distributionen af varme, som bliver forskellig fra Norfors’ andre fjernvarmeområder.
Og på længere sigt får sammenlægningen også en række driftsmæssige fordele, mener Erik Mollerup:
- Når man bliver en mere integreret del af organisationen, må det også føre til billigere administrationsomkostninger. Og samtidig bliver de risici, som er forbundet med udbygning af fjernvarmeområdet, fordelt ud over en væsentligt større forbrugerskare, siger han og fortsætter:
- Derudover kan Norfors også balancere deres varmeproduktion mere hensigtsmæssigt mod den sydlige del af forsyningsområdet.
Forbrugere bør ikke frygte en Norfors-konkurs
Får man fjernvarme i Holte og har fulgt lidt med i debatten om den nye affaldslov, kunne man måske godt blive bekymret over, at det fremover er Norfors, der skal levere varmen. En stor del af varmeproduktionen er nemlig netop baseret på affaldsforbrænding.
Og selskabet har da også været ude med massiv kritik af den konkurrenceudsættelse, loven medfører – man har sågar luftet sine bekymringer om, at det kunne betyde en konkurs for Norfors i fremtiden.
Spørger man Erik Mollerup er der dog ingen grund til, at forbrugerne i Holte skal være bange for at blive ofre for et konkursramt Norfors.
- Mellem 70 og 80 procent af varmen i Holte kommer i forvejen fra Norfors’ affaldsanlæg. Så udfordringen ville være der uanset, og faktisk ville vi stå endnu sværere alene, end hvis forbrugerne er hos Norfors, pointerer han og uddyber:
- Der kommer fremover til at være en helt anden forpligtelse fra Norfors mod vores forbrugere. Det bliver deres ansvar at levere varmen fuldt og helt fra den 1. juli og dermed opretholde forsyningssikkerheden.
Skriv kommentar