Optimistisk fjernvarmesektor samlet i Torino
450 deltagere mødes i Torino for at diskutere, hvordan fjernvarmen bedst hjælper Europa fri af gas.

Aurélie Beauvais, direktør for Euroheat & Power, i tæt dialog med sin præsident, danske Birger Lauersen, fra Dansk Fjernvarme, under åbningen på den europæiske fjernvarmekonference i Torino. Foto: Flemming Rasmussen.
Europa er på vej væk fra fossil energi og fjernvarmen skal spille en stor rolle i en fremtid uden gas. Det både kan og bør den komme til – men der skal findes løsninger, så fjernvarmen kommer til at passe til de enkelte lande situation. Og det er en langt mere kompleks affære end selve fjernvarmen.
Sådan kan man tegne helhedsindtrykket op på bagkant af den europæiske fjernvarmeorganisation Euroheat & Powers 2-dages konference, der tirsdag og onsdag afvikledes i den norditalienske by Torino.
Dansk Fjernvarmes internationale chef Birger Lauersen er også præsident for netop Euroheat & Power og fik på den baggrund lov til at byde velkommen og skyde programmet i gang. I videoen, der hører til artiklen her, kan du høre ham fortælle lidt om konferencen.
Danmark kan inspirere
I Torino er 450 deltagere fra hele Europa (og et par stykker fra blandt andet Israel og Kina) samlet til et tætpakket program, der på mange forskellige måder kredser om fjernvarmens potentiale og rolle.
Forsamlingen synes præget af en optimisme på fjernvarmens vegne, der ganske givet bunder en del i at sektoren føler sig set, hørt og bedre forstået de senere år – særligt efter at krigen i Ukraine har sat spotlyset på det europæiske gasforbrug på en måde, der ikke før er set.
Det er også tydeligt, at der ganske ofte skeles til Danmark for inspiration til, hvordan fjernvarmen kan komme bedst muligt i spil.
Vi skulle ikke ret langt hen i programmet for den første dag før dagens første henvisning til Danmark kom. Den stod Euroheat & Powers franske direktør Aurélie Beauvais for, da hun fortalte om den danske succes med at sætte gevaldigt turbo på konverteringer væk fra gas som et eksempel på en nation, der i praksis har flyttet noget i en fart efter Ukraine-krigen brød ud.
Hvis vi prøver at nå i mål ved at få individer til at gøre individuelle ting, så kommer vi til at fejle ret markant
Varme fællesskaber på lavtemperatur
I mange lande er organisering og finansiering af fjernvarmeprojekter et stort og komplekst emne, fordi sektoren langt fra er så veletableret, som det er tilfældet i Danmark. Den er ej heller på samme måde et resultat af systematisk planlægning og tilhørende rammebetingelser.
På den baggrund er det 1:1 ikke realistisk at eksportere den danske fjernvarmemodel, men indlæg og debatter på den første dag viste alligevel tydeligt at Danmark er en nation, andre lande skeler til for inspiration. To af første konferencedags emner var energifællesskaber og lavtemperaturvarme og de to paneldebatter, der her fandt sted, viste hvordan Danmark har det med at poppe frem.
I paneldebatten om energifællesskaber henviste Riccardo Battisti fra det italienske rådgivningsfirma Ambiente Italia til den danske tradition for forbrugereje og til vores praksis med kommunegaranterede lån som en metode til at få langsigtede projekter finansieret sikkert og billigt.
Lidt senere var det så hollandske Patrick van der Stigchels tur til at nævne Danmark. Det skete i en paneldebat om lavtemperatur, hvor han brugte Viborg som case-eksempel. Van der Stigchel har i 30 år arbejdet i HVAC-industrien, inden han i 2021 skiftede til Logstor/Kingspan.
Der skal fart på
En gennemgående fællesnævner for dialogen på konferencen har været behovet for fart.
Energisektoren skal omstilles i en fart og det for en snakke om nogle redskaber, der ifølge Birger Lauersen ikke på samme måde var en del af dialogen for få år siden.
Det handler eksempelvis om at varmeplanlægning i en langt mere udstrakt grad kan bruges som et redskab, hvilket er ret ukontroversielt i Danmark, men ikke helt andre steder, hvor folk ikke er vandt til at få deres varmeforsyning planlagt for dem.
Som følge heraf fylder debatten om forbrugerbeskyttelse også mere – for forbrugerne skal sikres hvis varmeplanlægning og større kollektive projekter i højere grad skal skabe fremskridt i nogle træskolængder, der for alvor flytter noget.
For der er nødt til at ske noget i en fart. Og skal beslutningerne træffes fra dør til dør går det ganske enkelt for langsomt, mente eksempelvis britiske Neil Parry, der er ”Global Head of District Energy” i virksomheden Armstrong Fluid Technology.
- Fart er afgørende, hvis vi vil nå de mål, vi har sat os. Hvis vi prøver at nå i mål ved at få individer til at gøre individuelle ting, så kommer vi til at fejle ret markant.
Skriv kommentar