På landsmødet kan man både møde nye og gamle samarbejdspartnere
Den totalt udsolgte leverandørudstilling på Landsmøde 2023 byder som altid på masser af inspiration, gode snakke og spændende løsningsforslag på mange af de opgaver, fjernvarmebranchen står over for.

Når det meste af fjernvarme-branchen valfarter til Aalborg den 26. og 27. oktober, følger mange af branchens leverandører med.
Traditionen tro er leverandørudstillingen nemlig også en del af landsmødet. Det betyder, at du som deltager får rig mulighed for en snak med dine faste samarbejdspartnere – og hvem ved, måske også nogle nye.
Der bliver i hvert fald sat rigeligt med tid af til, at du kan besøge de mange stande uden at gå glip af resten af det spændende program. Mellem oplæggene er der nemlig lagt pauser ind, så der er god tid til at lade sig inspirere.
Ny viden at hente
I år står hele 128 leverandører – fordelt på 139 standpladser – klar til at møde de mange deltagere, når landsmødet skydes i gang i Aalborg Kongres & Kultur Center.
En af dem er virksomheden PureHeat, som leverer mobile gasfyr, der kan sættes ind, hvis forbrugernes gamle fyr går i stykker, mens de venter på fjernvarme.
Sidste år var PureHeat med på landsmødet for første gang – og det var heldigvis så god en oplevelse, at man har valgt at komme igen, fortæller de to direktører Christina og Thomas Warburg.
– Landsmødet giver os gode muligheder for at fortælle fjernvarmeselskaber om vores produkt, og hvordan de kan bruge det i den grønne omstilling. Så vi er med for at få flere om bord og for at øge kendskabsgraden til os, forklarer Christina Warburg.
Generelt set anbefaler hun, at alle deltagerne på landsmødet går en tur rundt blandt de mange udstillere og får nogle gode snakke. Der er nemlig meget ny viden at hente – og rigtig mange forskellige, nytænkende ideer.
– Fjernvarmeselskaberne kan få løst nogle af de udfordringer, de står over for lige nu. For eksempel var mange af dem, vi talte med på landsmødet sidste år, slet ikke klar over, at vores produkt eksisterede – og blev glade for at høre om, hvordan vi kunne hjælpe dem med at løse et konkret problem for deres kommende forbrugere, siger hun.
Mange leverandører på venteliste
De sidste mange år har alle stande og træfpunkter til landsmødet været fuldstændig udsolgt efter bare få dage – og i år er ingen undtagelse.
Der er ligefrem en venteliste fyldt med leverandører, som gerne vil have mulighed for at møde branchen, fortæller Majbritt Fegar. Hun er direktør
i Fjernvarmens Informationsfond, der står for at sælge standpladser til landsmødet – og udover at glæde sig over den store opbakning fra leverandørerne ser hun også selv frem til at deltage.
– Der er travlt i fjernvarmebranchen, og det smitter selvfølgelig også af på leverandørerne, der ser landsmødet som en god mulighed for at præsentere sig for fjernvarmeselskaberne, siger hun og fortsætter:
– Og det får de rig mulighed for i løbet af et par koncentrerede mødedage i Aalborg. Det er en oplagt måde at netværke med hele branchen på.
Skriv kommentar