S-borgmestre: Der skal penge i Fjernvarmepuljen
Seks S-borgmestre lægger pres på statsminister Mette Frederiksen i et brev, hvor de opfordrer til, at der prioriteres flere penge til Fjernvarmepuljen.

Statsminister Mette Frederiksen bliver nu sat under pres af en række partifæller; nemlig seks S-borgmestre, der vil have flere penge i den for længst tømte Fjernvarmepulje. Hvis det ikke sker, vil konverteringsprojekter i deres kommuner formentlig ikke kunne gennemføres, fremgår det af et brev, som de seks borgmestre har sendt til både statsminister Mette Frederiksen og klimaordfører for Socialdemokratiet, Lea Wermelin.
”Konkret opfordrer vi til, at der prioriteres midler til, at de projekter, der på nuværende tidspunkt har søgt fjernvarmepuljen, kan igangsættes, ” skriver borgmestrene, der tæller S-borgmestre fra Albertslund, Fredensborg, Tårnby, Odense, Randers og Stevns.
Fjernvarmepuljen er ikke bare tømt; den er oversøgt for et beløb på omkring 270 mio. kroner. Borgmestrene skønner, at det svarer til, at omkring 20.000 husstande derfor ikke kan komme fri af naturgas til fordel for grøn fjernvarme.
”Dette tal vil vokse i takt med, at fjernvarmeselskaberne og kommunerne i overensstemmelse med de politiske ambitioner udarbejder og godkender flere konverteringsprojekter, ” skriver borgmestrene – bl.a. med henvisning til, at regeringen har stået fast på, at Fjernvarmepuljen ophører med udgangen af 2023, så der altså i 2024 og årene frem ikke længere er midler at søge til at udbrede den grønne fjernvarme yderligere.
Borgmestrene understreger, at deres kommuner såvel som de øvrige kommuner i Danmark støtter op om, at Danmark hurtigst muligt gør sig fri af fossile brændsler – både af sikkerhedspolitiske årsager og af hensyn til priserne på el og opvarmning for danskerne.
Det har kommunerne tydeligt vist ved sammen med de lokale fjernvarmeselskaber at udarbejde og godkende konverteringsprojekter væk fra naturgas og over på grøn fjernvarme.
”Med de høje priser vi oplever på materialer og anlægsarbejder er det dog netop nu på det mest uheldige tidspunkt svært at få den fornødne økonomi i projekterne. Her har fjernvarmepuljen, der er en pulje til at understøtte netop disse projekter, været helt afgørende, ” skriver borgmestrene.
De føjer til, at det ikke alene er nok at få fyldt penge på Fjernvarmepuljen, så alle de nuværende ansøgninger kan honoreres. Der skal tænkes endnu længere frem, så fjernvarmeselskaber også længere fremme i tiden kan få støtte til deres konverteringsprojekter.
”Ambitionerne skal fastholdes de kommende år, da vi fortsat har et stort potentiale i vores kommuner med at konvertere boliger fra naturgas til grøn fjernvarme. Selvom vi bifalder, at regeringen i sit udspil til finanslov har afsat penge til afkoblingspuljen, så vil midler i denne pulje kun have en begrænset effekt på boligejernes vilje til at skifte til fjernvarme og dermed projekternes evne til at blive gennemført til gavn for de mange boligejere.”
Brevet til statsminister Mette Frederiksen er sendt af:
- Steen Christiansen, borgmester Albertslund
- Thomas Lykke, borgmester Fredensborg
- Allan S. Andersen, borgmester Tårnby
- Peter Rahbæk Juel, borgmester Odense
- Torben Hansen, borgmester Randers
- Henning Urban Dam Nielsen, borgmester Stevns
Fjernvarmepuljen 2023
Der er tildelt i alt 380,8 mio. kroner til Fjernvarmepuljen i 2023. Hertil kommer et mindre tilbageløb på 5,4 mio. kroner – i alt 386,2 mio. kroner.
Energistyrelsen har givet tilsagn for et samlet beløb på 384 mio. kroner fordelt på 54 projekter.
I alt har Energistyrelsen modtaget ansøgninger om tilskud på 656,2 mio. kroner fordelt på samlet 79 projekter.
Kilde: Energistyrelsen - opdateret den 13. september.
Skriv kommentar