Gå til hovedindhold
Klima- & Miljøforhold
Varmekilder
Forsyningssikkerhed

Silkeborg er klar med mere fjernvarme og mindre CO2

Det går den rigtige vej med at reducere CO2-udledningen for Silkeborg Forsyning, og det bliver endnu bedre i fremtiden, hvor der er mere grøn fjernvarme på vej.

06. okt. 2023
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk
  • Læs op

Indhold

    Flere elbiler, mere fjernvarme og effektiv affaldshåndtering er hovedingredienserne i Silkeborg Forsynings klimaregnskab for 2022. Virksomhedens samlede klimaaftryk er reduceret med 23 procent siden 2018, og endnu mere klimavenlig fjernvarme er på vej med nye produktionsanlæg. Det skriver forsyningsselskabet i en pressemeddelelse.

    Silkeborg Forsyning er fx i gang med et stort gaskonverteringsprojekt, hvor 6.000 ejendomme tilbydes fjernvarme inden udgangen af 2028. Det understøtter den nationale ambition om, at private boliger ikke længere skal opvarmes af gasfyr efter 2035 samt Silkeborg Kommunes klimastrategi om CO2-neutralitet.

    - Fjernvarme er fremtiden. Vi arbejder målrettet på at producere klimavenlig fjernvarme til de flere tusinde borgere, virksomheder og institutioner, der allerede i dag er tilsluttet og til de mange nye, der er på vej, siger Jens Bastrup, direktør i Silkeborg Forsyning.

    Og det er der en god grund til. Produktion af fjernvarme står for over 95 procent af Silkeborg Forsynings samlede udledning af drivhusgasser i 2022, men det går den rigtige vej. Det viser det netop offentliggjorte klimaregnskab for 2022.

    Sidste år blev en større del af varmen blandt andet produceret på forsyningens store solfangeranlæg sammenlignet med produktionen tidligere år.

    Ind med varmen, ud med CO2

    Hvis Silkeborg Forsyning skal få det grønne outfit til at passe, er det derfor produktionen af varme, der skal fokuseres på.

    Den samlede udledning fra varmeproduktionen i 2022 var 100.846 tons CO2-ækvivalenter. Det er en reduktion på 20 procent i forhold til 2021. Det er dog vigtigt at holde for øje, at Silkeborg Forsyning ikke producerede den samme mængde varme i 2021 som i 2022, hvilket gør, at den samlede udledning naturligt også er lavere.

    Hvis silkeborgenserne lader radiatoren stå på laveste blus, produceres der mindre varme, og derfor udledes færre CO2-ækvivalenter. I 2022 lå udledningen pr. produceret MWh på 169 kilo CO2, hvilket er en forbedring på cirka fem procent i forhold til 2021 og en forbedring på 11 procent i forhold til 2018.

    - Vi er klimaambitiøse på hele Silkeborgs vegne. Derfor investerer vi mange penge i nye produktionsanlæg til fjernvarmen. Det skal sikre os, at udledning af CO2 fra vores varmeproduktion stort set er væk i 2030, forklarer Jens Bastrup.

    På Sejling Hedevej i Silkeborg graves der netop nu ud til et nyt biomasseanlæg og varmepumpeanlæg. Biomasseanlægget forvandler dit haveaffald til fjernvarme, og varmepumpen trækker varmen ud af luften og bruger den til fjernvarme.

    Andre klikkede på...