Gå til hovedindhold
Konverteringer
Medlemmer

Sønderborg: Potentiale for fjernvarme i otte nye områder

En undersøgelse i Sønderborg Kommune viser, at der er potentiale for fælles varmeløsninger i hele 8 lokalområder. Potentialet kan kun realiseres gennem lokalt engagement, mener kommunens fjernvarmeselskaber.

22. aug. 2023
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Der er potentiale for fjernvarme i 8 ud af 21 landsbyområder i Sønderborg Kommunes undersøgelse.

Indhold

    Sønderborg Kommune har i samarbejde med kommunens fjernvarmeselskaber undersøgt fjernvarmepotentialet i hele 21 områder – helt fra vest for Gråsten og op til Nordals.

    Nu er resultatet klar – og for otte af områderne er der gode nyheder. Der er nemlig potentiale for at lave fælles varmeløsninger i Fynshav, Skovby, Lysabild, Hundslev-Notmark-Almsted, Kværs, Skelde, Asserballe og Tørsbøl. Det skriver Sønderborg Kommune i en pressemeddelelse.

    Ud af de resterende områder har ti fået den ærgerlige besked om, at der ikke er økonomisk rationale til hverken fjernvarme eller anden form for lokalvarme i deres by – mens mulighederne stadig undersøges i tre andre områder: Tandslet, Blans og det sammenlagte område Stevning og Oksbøl-Mjels.

    Og selvom man måske har måttet skuffe nogle borgere, er formand for Natur-, Klima- og Miljøudvalget Asger Romme Andersen glad for, at borgerne i de 21 områder nu kan få klar besked om deres muligheder.

    - Den gode nyhed er, at der er potentiale for lokalvarmeløsninger i otte områder. Vi skal nu i gang med mere konkrete undersøgelser for de enkelte lokalområder og finde ud af, hvordan lokalvarmeløsningerne kan etableres, så husstandene i fremtiden forhåbentligt kan tilslutte sig en grøn, langsigtet løsning, siger han.

    Vi vil gerne have lokale kræfter at sparre med og mærke, at der er en interesse fra lokalbefolkningen.

    Erik Wolff, Sønderborg Varme

    Brug for lokale ildsjæle

    Undersøgelsen af fjernvarmepotentialet i Sønderborg Kommunes landsbyer er foretaget i samarbejde med kommunens grønne initiativ ProjectZero og de tre lokale fjernvarmeselskaber: Sønderborg Varme, Nordals Fjernvarme under Sønderborg Forsyning og Broager Fjernvarme.

    På trods af, at de lokale fjernvarmeselskaber har været inde over, er det dog stadig først og fremmest husstandene i de otte områder, som afgør, hvorvidt der skal etableres en fælles varmeløsning.

    Hos Sønderborg Varme, der leverer varme til Sønderborg by og de omkringliggende områder, er man klar til at stille viden og kompetencer til rådighed, men afventer også lokale initiativtagere i landsbyerne, før man går ind i et konkret projekt, forklarer direktør Erik Wolff:

    - Vores tilgang er, at fjernvarmen kræver en lokal indsats i de områder, som ligger i periferien af vores fjernvarmeområde. Vi vil gerne have lokale kræfter at sparre med og mærke, at der er en interesse fra lokalbefolkningen – og derefter går vi ind og undersøger, om det er realistisk, at vi kan levere. Det gør jo, at vi kommer bedre fra start, når der allerede er mobiliseret en opbakning, siger han.

    Derfor understreger direktøren også, at rækkefølgen af eventuelle fjernvarmeprojekter også bestemmes ud fra en afvejning af, hvor der skabes opbakning først. Fjernvarmen kommer ikke af sig selv – og samtidig skal den heller ikke udrulles uden blik for den enkeltes økonomi.

    - Hovedmantraet i kommunens varmeplan er, at der skal være fjernvarme der, hvor det giver mening. Og det er jo en balance – for vi vil ikke afskære muligheder, men nogle gange bliver man også nødt til at tage en beslutning, for også at give forbrugerne en afklaring, fortæller Erik Wolff.

    I vores samarbejde med kommunen og fjernvarmeselskaberne imellem har vi forpligtet os til i fællesskab at facilitere processen med at få udrullet fjernvarme.

    Ellen Trane Nørby, Bestyrelsesformand i Sønderborg Forsyning

    Vil bistå med viden og kompetencer

    At fjernvarmeudrulningen til de otte potentielle områder i høj grad kræver et lokalt engagement, er man helt enige i hos Sønderborg Forsyning, som primært leverer fjernvarme på Nordals.

    Bestyrelsesformand Ellen Trane Nørby (V) understreger nemlig, at det i sidste ende er de lokale som beslutter, om der skal være fjernvarme i deres områder. Men det er samtidig også fjernvarmeselskabernes ansvar at give dem det bedst mulige grundlag at arbejde ud fra.

    - I vores samarbejde med kommunen og fjernvarmeselskaberne imellem har vi forpligtet os til i fællesskab at facilitere processen med at få udrullet fjernvarme, siger hun og fortsætter:

    - I den proces vil vi bistå med viden, kompetencer og sikre de lokale aktører faglig sparring. Allerede nu er det meget forskellige stadier af processen, man er på i områderne. Og så gælder det om for os at sikre, at erfaringen fra de fjernvarmeprojekter, hvor man er nået længere, bliver ført videre.

    Ifølge formanden kan nogle af de potentielle fjernvarmeområder muligvis på sigt blive koblet på et eksisterende fjernvarmenet, mens der andre steder er brug for opbakning til adskilte, lokale løsninger – også kaldet ø-varme.

    - Men opgaven er som sådan den samme her og nu – nemlig at hjælpe med at få projekterne op at køre.

    Arbejder på fælles ’ø-varme’-løsning

    Netop ø-varmen har man også blik for hos Sønderborg Varme, fortæller direktør Erik Wolff. For selvom en landsby ikke ligger tæt på det eksisterende ledningsnet, vil man gerne hjælpe forbrugerne alligevel – i hvert fald hvis det ikke udgør en risiko for de eksisterende forbrugere.

    - Vi arbejder lige nu på en model, så vi kan hjælpe flere områder. Og sammen med kommunen og de øvrige fjernvarmeselskaber undersøger vi også, om vi kan lave en fælles, struktureret lokalvarmeløsning, forklarer han.

    Hvordan fjernvarmeudrulningen til Sønderborg Kommunes landsbyområder helt konkret kommer til at se ud, er så godt som umuligt at spå om for de to lokale fjernvarmeselskaber. Det siger undersøgelsen nemlig ikke noget om.

    Til gengæld er det svært at forestille sig, at der ikke skulle være mere fjernvarme på vej til mindst et par af kommunens landsbyer i de kommende år.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...