Spareiver får Evida til at hæve gasprisen
Evida får færre kunder, fordi mange konverterer til fjernvarme, og samtidig sparer kunderne på gasforbruget. Det fører nu til højere priser.

Energikrisen rammer nu gaspriserne fra Evida. Op mod 370.000 private varmekunder med et gasfyr skal nu af med en højere pris for gas til opvarmning – konkret har Evida hævet prisen med op mod 60 procent, fremgår det af Finans.dk.
Prisstigningen trådte i kraft fra den 1. april, og den bliver ifølge Evida primært tilskrevet to årsager: Færre kunder og mindre forbrug hos gaskunderne.
- Et faldende gasforbrug betyder, at Evidas indtægter falder, mens udgifterne til at drive gasnettet er stigende blandt andet på grund af inflation og grøn omstilling, og derfor må vi desværre hæve tarifferne, skriver Evida i en mail til Finans.dk.
I 2022 brugte gaskunderne hos Evida omkring en fjerdedel mindre gas til opvarmning som en følge af de skrappe prisstigninger på bl.a. naturgas. Samtidig falder antallet af gaskunder hele tiden – bl.a. som følge af, at flere og flere danskere vælger at konvertere til fjernvarme.
Gaspriserne hæves på Fyn med 30 procent. Hårdest ramt er private gaskunder i hovedstadsområdet og Nord- og Midtjylland, der rammes af et prishop på 60 procent. For et standardhus på 130 kvadratmeter betyder det en stigning på mellem 341 og 723 kroner om året.
Skriv kommentar