Gå til hovedindhold

TECH-scenen trak fulde huse

Lokalet var fyldt til randen da TECH-scenen på landsmødet satte fokus på samspillet mellem fjernvarmen og elnettet.

27. okt. 2023
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

- Tidligere byggede vi en såkaldt hovedstation omkring hvert fjerde år. Nu bygger vi fire om året. Der er lige vendt rundt på tæller og nævner i det regnestykke, lød det bl.a. fra Jens Fossar Madsen fra Cerius-Radius. Foto: Jesper Voldgaard.

Indhold

    Fjernvarmen er en nøgleaktør i at skabe balance i elnettet. Men hvad betyder det, at fjernvarmen i disse år går fra at være en meget stor elproducent til at blive den måske største elforbruger?

    Det spørgsmål var omdrejningspunkt for dette års udgave af TECH-scenen på Dansk Fjernvarmes landsmøde. En af konklusionerne oven på de tre indlæg må være, at fjernvarmens fleksibilitet også i fremtiden har stor værdi og betydning. Og så står det ligeledes klart, at en tæt og løsningsorienteret dialog mellem fjernvarme- og elnetselskaber er af stor betydning.

    Stine Leth Rasmussen, vicedirektør i Energistyrelsen, lagde for med at kridte banen op. Det skete med et indlæg om ”Fremtidens energisystem” som blandt andet vil byde på en forventet seks-dobling af solcellekapaciteten og en fordobling af el fra vind. Den termiske elproduktion vil falde markant og samlet set resulterer det i et system hvor elproduktionen vil bestå af variable, grønne kilder. Samtidig kommer vi til at se en stigning i elforbruget – ikke mindst til varmeproduktion.

    På den baggrund fremhævede Stine Leth Rasmussen at fleksibiliteten får endnu større betydning end den har i dag.

    - Fjernvarmen har gode forudsætninger for at gribe mulighederne. Det gælder mulighederne i at producere fleksibelt, hvor der er kraftvarme, i at forbruge fleksibelt og i at lagre i varmt vand. Fjernvarmen er i virkeligheden unikt positioneret, fordi energien kan gemmes her, sagde Stine Leth Rasmussen.

    En bagside ved medaljen er dog, at kravene til risikohåndtering bliver større. Fjernvarmen står over for store investeringer i eksempelvis at udvide nettet, konvertere gasforsynede ejendomme, etablere mere lagring og  mere produktionskapacitet – samtidig med at de altså skal indgå i elektrificeringen af energisektoren.

    Alle disse forhold kræver ifølge Stine Leth Rasmussen at varmeselskaberne bliver bedre end nogensinde til at analysere risici ved de forskellige valg.

    Udbygningen af elnettet

    Det er dog tydeligt, at den danske energisektor bevæger sig i retning af en øget elektrificering. Det kræver i sagens natur en løbende udbygning af elnettet. Og at den netop er nødt til at ske løbende var blandt de ting, Jens Fossar Madsen, CEO i Cerius og Radius Elnet, understregede i sit indlæg.

    Han pegede på, at det er ret markant mængder strøm, fjernvarmen efterspørger når eksempelvis store varmepumper skal kobles på elnettet. Tre store varmepumper kan reelt svare til at forsyne en by på størrelse med Roskilde med strøm.

    - Tidligere byggede vi en såkaldt hovedstation omkring hvert fjerde år. Nu bygger vi fire om året. Der er lige vendt rundt på tæller og nævner i det regnestykke, konstaterede han.

    - Jamen hvorfor har I så ikke udbygget nettet på forhånd?, spørger folk tit. Det hænger jo sammen med, at det ville blive både frygtelig dyrt og kræve mange folk hvis vi på forhånd skulle etablere tilkobling til elnettet alle steder, hvor der muligvis kunne komme et stort solcelleanlæg eller noget andet, lød der fra Jens Fossar Madsen.

    Han uddybede, at udbygningen af elnettet således af både økonomiske og praktiske årsager er nødt til at ske i etaper i takt med at eksempelvis fjernvarmens el-relaterede projekter godkendes.

    Jens Fossar Madsen fremhævede også flere gange den publikation, Dansk Fjernvarme og netop Cerius/Radius i fællesskab har lavet. ”Sæt strøm til fjernvarmen - Viden og samarbejde om elektrificering af fjernvarmeforsyningen”, hedder den og kan finde den lige her.

    Denne håndbog er netop sat i verden for at lette den proces, der ligger i at få fjernvarmeselskaber og elnetselskaber til at samarbejde om at få den sektorkobling, der er i fuld gang, til at glide lettest muligt og Jens Fossar Madsen fremhævede flere gange, at en god dialog så tidligt som muligt i processen er noget af det bedste, fjernvarmeselskaberne kan byde ind med når de står over for projekter, der kommer til at trække på elnettet.

    Systemydelser er stadig vigtige

    Sidste kvinde på talerstolen ved årets udgave af TECH-scenen var Kia Marie Jerichau, Director inden for Flexibility and Balancing i Energinet.

    Energinet har ansvaret for, at der er balance mellem elforbrug og -produktion og en vigtig del af det arbejde ligger i de såkaldte systemydelser. Systemydelserne kommer i spil, når der ikke er balance mellem elproduktion og elforbrug på eller hvis der sker fejl i nettet.

    I denne sammenhæng kommer fjernvarmens regulerbare elproduktion også i fremtiden til at spille en vigtig rolle.

    - Det, vi i fremtiden ser ind i, er mere diversitet i både elforbruget og elproduktionen. Vi håber at fjernvarmesektoren går fra at være en fleksibel producent til at være en fleksibel forbruger, lød det fra Kia Marie Jerichau om hendes største forhåbninger til fjernvarmens fremtidige rolle.

    Samlet set kan man i hvert fald sige, at TECH-scenen anno 2023 viste, at fjernvarmen kommer til at blive en central spiller i elektrificeringen og at fjernvarmens evne til at tilbyde fleksibilitet som både producent og forbruger også kommer til at stå centralt fremover.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...