Gå til hovedindhold
Konverteringer
Projekter & Planlægning

Toftlund får godkendt fem nye fjernvarmeprojekter

Med godkendelse fra den lokale kommunalbestyrelse og tilskud fra Fjernvarmepuljen er Toftlund Fjernvarme nu klar til at rulle fjernvarme ud til over 100 nye forbrugere fordelt på fem projekter.

7. feb. 2023
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Niklas Lindstrøm Jørgensen, nlj@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Fjernvarmeudrulningen er allerede i fuld gang i Toftlund. Og nu kan der snart være endnu mere på vej.

    Tønder Kommunes kommunalbestyrelse har nemlig godkendt fem fjernvarmeprojekter, der samlet set kan konvertere mere end 100 ejendomme i lokalområdet til fjernvarme – heriblandt både en større skole og en børnehave.

    Og med et allerede igangværende konverteringsprojekt på Markvænget forventer varmemester Jørgen Thorgaard, at man i alt kan øge forbrugerantallet med mellem 150 og 200. Ikke så lidt for et mindre fjernvarmeselskab med godt 1050 forbrugere i dag.

    Forklaringen på, at man nu er på vej med mere fjernvarme, er ifølge varmemesteren egentlig ret enkel: folk har efterspurgt det.

    - De lokale forbrugere ønsker fjernvarme, og det vil vi efterkomme med projekterne. Tilslutningsprocenten på Markvænget ligger på 80, og i de kommende projektområder er vi lige nu på mellem 50 og 60 procent. Men det forventer jeg vil stige, nu hvor forbrugerne kan se, at fjernvarmen officielt er på vej, forklarer han og tilføjer:

    - I sidste ende betyder godkendelsen, at vi bliver flere til at betale de fælles udgifter. På den lange bane skulle det gerne blive en rigtig god forretning for os alle sammen.

    Og man skal faktisk ikke vente ret længe, hvis man glæder sig til at se fjernvarmerør på vejene i og omkring Toftlund. Jørgen Thorgaard har nemlig et håb om, at gravearbejdet allerede kan gå i gang i år.

    Nu skal der selvfølgelig først lige projekteres, og så skal projekterne i udbud. Derefter satser jeg på, at vi kan begynde sidst på sommeren, siger han og fortsætter:

    - Jeg håber og tror på, at vi er færdige i udgangen af 2024. Men der er mange, der skal have lavet fjernvarme, og ikke ret mange til at lave det. Det er en udfordring, vi må tackle.

    Var klar ved Fjernvarmepuljens åbning

    Som mange andre steder i landet, er Toftlund Fjernvarmes kommende projekter bundet op på tilskud fra Fjernvarmepuljen. En pulje, som Dansk Fjernvarme forventer vil blive oversøgt allerede i første kvartal af 2023.

    Derfor var man også helt klar til at søge i det øjeblik, puljen åbnede den 23. januar, fortæller Jørgen Thorgaard.

    - Vi var godt klar over, at det var om at få søgt, så vi havde fyret op under vores rådgivere for at være parat med ansøgningerne, så snart puljen åbnede. Det er nemlig en god og vigtig hjælp til at gennemføre vores fjernvarmeprojekter, at vi kan få tilskud, siger han og fortsætter:

    - Uden tilskuddet, var projekterne ikke blevet til noget. I det øjeblik, man udarbejder et projektforslag, er tilskuddet taget med i beregningerne. Får man ikke tildelt det, kan forslaget ikke godkendes.

    Så mange energikilder som muligt

    Selvom Toftlund Fjernvarme allerede nu har kapaciteten til at levere varme til de kommende forbrugere, har man planer om at udvide og omlægge varmeproduktionen.

    I dag er produktionen primært baseret på solvarme og naturgas – men det skal altså nu suppleres med en biomassekedel og en elkedel på 10 MW. På den måde får man både fortrængt en del af naturgassen og mere fleksibilitet ind i produktionsapparatet.

    Det får dog ikke Jørgen Thorgaard til at udelukke, at der på et tidspunkt kommer endnu flere energikilder til.

    - Vi skal have så mange forskellige produktionsenheder, vi kan få. Den ene dag giver det mening at lave varme på strøm, og næste dag kan det måske bedst betale sig at sælge strøm. Du er bare nødt til at have lidt af det hele for altid at være klar, understreger han.

    Til gengæld er han mere afvisende overfor, om der skulle være potentiale for flere konverteringer i fremtiden. I de områder, hvor bygningstætheden ellers godt kan bære et fjernvarmenet, er der nemlig for mange, som i dag har elvarme.

    - Hvis kun 10 ud af 100 huse kan blive fjernvarmekunder, hænger tingene bare ikke sammen, siger varmemesteren.

    De fem kommende fjernvarmeprojekter i Toftlund forventes at løbe op i omkring 10 millioner kroner – og vil kunne bidrage til en CO2-reduktion på 876 ton over en 20-årig periode.

    Se også