Gå til hovedindhold
Forsyningssikkerhed
Energipriser

Tyra-feltet er igen forbundet til Danmark

TotalEnergies har genetableret forbindelsen af rørledningen mellem Tyra-feltet og Danmark. Men selvom der nu er udsigt til mere naturgas, er der fortsat grund til bekymring for en ny energikrise.

26. jul. 2023
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Der er blevet - og bliver fortsat - arbejdet hårdt i Nordsøen på at få gas op fra Tyra-feltet, og nu melder TotalEnergies om godt nyt i genetableringen af gasudvindingen: Der er igen forbindelse fra feltet og ind til Danmark, så det lysner for, at naturgassen kan begynde at strømme ind til land i den kommende vinter.

    Tyra-feltet har været ramt af et produktionsstop, der ramte på det værst tænkelige tidspunkt – nemlig da Vladimir Putin skar i gaseksporten i begyndelsen af 2022. Det har betydet, at Danmark og resten af EU har manglet dyrebar og vigtig naturgas.

    Men med genetableringen af eksportrørledningen er det største infrastrukturprojekt i den danske del af Nordsøen tæt på at være afsluttet, fremgår det af en pressemeddelelse fra Total Energies, der fortæller, at feltet – når det er i fuld drift – kan levere 2,8 milliarder kubikmeter gas om året.

    Det vil – når det formentlig sker i begyndelsen af 2024 – igen gøre Danmark til nettoeksportør og selvforsynende med naturgas.

    Øger forsyningssikkerheden

    Det er dog vigtigt at holde sig for øje, at naturgassen fra Tyra-feltet ikke alene tilgår det danske marked, men bliver delt med de øvrige medlemmer af EU. Og samtidig påpeger Dansk Fjernvarme, at den ekstra gas fra Tyra-feltet ikke nødvendigvis får betydning for prisen i den kommende vinter.

    - Når Tyra-feltet igen producerer på fuld kraft, vil det styrke forsyningssikkerheden af naturgas i Danmark og til det europæiske marked. Men gassen skal fortsat afsættes via TTF-grossistmarkedet i Holland, og så er en merproduktion ikke nødvendigvis lig med, at der også kommer et prisfald, forklarer udviklingskonsulent i Dansk Fjernvarme, Kim Behnke.

    Prisen på den ”ekstra” naturgas fra Nordsøen vil nemlig blive sat på baggrund af en lang række af faktorer, der ikke alene handler om, hvorvidt der er tilstrækkeligt med naturgas på markedet.

    Vi er nødt til fortsat at have for øje, at energikrisen kan komme igen – ligesom IEA gør opmærksom på i sin seneste rapport.

    Kim Behnke, udviklingskonsulent i Dansk Fjernvarme

    Det Internationale Energi Agentur – IEA – har netop offentliggjort sin seneste rapport om gaspriserne i 2023, og her fremgår det bl.a., at der netop er grund til bekymring over prisudviklingen de kommende måneder, og at man i bl.a. EU fortsat skal handle i forhold til, at der igen kan opstå en energikrise.

    ”De forbedrede udsigter for gasmarkederne i 2023 er ingen garanti mod fremtidig volatilitet og bør ikke være en distraktion fra foranstaltninger til at afbøde potentielle risici,” skriver IEA i sin rapport og nævner, at der fortsat skal være fokus på at få fyldt gaslagrene forud for den kommende vinter, og at der samtidig skal arbejdes med energibesparelser generelt.

    - Vi er nødt til fortsat at have for øje, at energikrisen kan komme igen – ligesom IEA gør opmærksom på i sin seneste rapport. Priserne vil formentlig ikke nå det niveau, som de havde i slutningen af 2022, men omvendt vil vi ikke kunne forvente, at gasprisen kommer ned på det niveau, som oplevede i fx 2021. Det kommer ikke til at ske igen – også fordi en stor andel gas nu er LNG, siger Kim Behnke.

    Mange faktorer spiller ind

    IEA peger i sin rapport på, at noget så banalt som ekstrem varme eller – omvendt – ekstrem kulde over længere perioder kan have voldsom indflydelse på udviklingen af energipriserne. Netop varme har været – og er det fortsat – et problem i det sydlige Europa, og det kan ende med at få afgørende indflydelse på, hvordan naturgaspriserne udvikler sig i de kommende måneder.

    Agenturet peget også på, at tilgængeligheden af LNG kan være vigtig – LNG har delvist taget over fra naturgas i EU-landene – samt et forventeligt yderligere fald i leverancerne af gas fra Rusland også vil have en indvirkning på energipriserne.

    ”Disse faktorer kan let forny markedsspændinger og pris-volatilitet, og som følge af det er der et fortsat behov for at reducere gasefterspørgslen gennem forbedrede energieffektivitetstiltag, accelereret udbredelse af vedvarende energi og varmepumper samt adfærdsændringer,” skriver IEA i sin rapport.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...