Varmepumpepuljen bliver åbnet fra tirsdag
Borgere kan fra tirsdag søge om tilskud til individuelle varmepumper. Fjernvarmeselskabers udbygning af fjernvarme bliver ikke undermineret af åbningen, lyder det fra Dansk Fjernvarme.

Fra tirsdag kan der igen søges om tilskud via puljen til etablering af en individuel varmepumpe. Det er alene boligejere, der bor i områder uden fjernvarme eller uden planlagt fjernvarme, der kan søge om tilskuddet, fremgår det af informationer hos Energistyrelsen.
I forhold til tidligere ansøgningsrunder, vil borgere, der søger om tilskud til en individuel varmepumpe, ikke automatisk blive afvist, hvis de har en bolig i et område, der er udlagt til fjernvarme via de kommunale varmeplaner.
Det skal dog ikke bekymre fjernvarmeselskaber, der enten har fjernvarmeprojekter, der er godkendte eller er på vej til godkendelse i løbet af 2023, lyder meldingen fra Dansk Fjernvarme til sine medlemmer.
- Fjernvarmeudbygningen bliver ikke undermineret af åbningen af varmepumpepuljeordningen. Selvom man kan ansøge fra et område, der er udpeget med “potentiale for fjernvarme”, i kommunens varmeplan, vil puljen ikke kunne yde tilsagn til støtte, hvis der inden udgangen af 2023 er blevet godkendt et projektforslag, forklarer seniorkonsulent Søren Magnussen fra Dansk Fjernvarme.
Kommunerne har givet besked
Ifølge tal fra KL – tidligere Kommunernes Landsforening – har kommunerne frem til begyndelsen af 2023 givet omkring 218.000 boligejere besked om, at de bor i områder, hvor der allerede er mulighed for fjernvarme, eller hvor der er godkendte projektforslag til fjernvarmekonvertering.
Dertil kommer yderligere 266.000 boligejere, der fået besked om, at ”deres område er udlagt til fjernvarme i kommunens varmeplan, men at det vil kræve yderligere analyser for at afdække, om ejendomsejerne kan blive tilbudt fjernvarme”.
Samtidig angiver KL, at det er omkring 145.000 boligejere, der direkte har fået besked om, at der ikke kommer fjernvarme i deres område, og at de derfor bør skifte til en alternativ varmekilde, f.eks. en varmepumpe.
Gasprisen er faldet
Søren Magnussen gør i øvrigt opmærksom på, at det ikke længere er den direkte konkurrence med de individuelle varmepumper, der er den største faktor, som fjernvarmeselskaberne er udfordret af i forhold til at skabe økonomi i deres konverteringsprojekter.
- Det er nok snarere, at prisen på naturgas har været faldende igennem længere tid – faktisk mere eller mindre siden det sene efterår i 2022. Det betyder, at mange boligejere i dag ser på, om det her og nu kan betale sig for dem at skifte til den grønnere og mere miljøvenlige fjernvarme, forklarer han.
- Her er det dog væsentlig at pointere for fjernvarmeselskaberne overfor potentielle varmekunder, at gaspriserne er meget ustabile, og at de fleste eksperter peger på, at vi kan forvente stigende gaspriser igen i den kommende fyringssæson. Derfor er det fortsat - også økonomisk – et fornuftigt skifte at foretage over til fjernvarmen.

Søren Magnussen
Gaskonverteringer
Samarbejde med kommuner
Fjernvarmepuljen
Mobil: +45 29 81 90 37
E-mail: sma@danskfjernvarme.dk
Skriv kommentar