Gå til hovedindhold

Vestforbrænding står stærkt rustet til fremtiden

Bestyrelsesformand Ole Bondo Christensen konstaterer, at 2022 har været endnu et år med en rigtig god udvikling og samtidig et særdeles travlt år for virksomheden.

12. jun. 2023
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Vestforbrænding er klar og står stærkt rustet til fremtidens krav og udfordringer med høje ambitioner på klima- og energiområderne, hvor øget genbrug, mere klimavenlig fjernvarme og CO2-neutralitetstår øverst på dagsordenen.

    Det er nøgleordene for Vestforbrænding på bagkant af et 2022 med rigtig god udvikling og travlhed, lyder meldingen fra bl.a. formande Ole Bondo Christensen.

    - Vestforbrænding er i konstant udvikling og er konkurrencedygtig på alle parametre. Vi er klar til de nye krav på affalds- og energiområdet, klar til en videre udbygning af fjernvarme og langt med at forberede et CO2-fangstanlæg. Regnskabet viser, at økonomien er rigtig solid, og priserne for både fjernvarme og affaldsbehandling er lave og stabile, lød det bl.a. Vestforbrændings formand Ole Bondo Christensen på den nylige generalforsamling.

    Et af hovedpunkterne i formandens beretning var den nu lovvedtagne konkurrenceudsættelse på affaldsområdet.

    - Vi er i fuld gang med at forberede os på de nye vilkår. Vestforbrænding vil uanset rammerne fortsat understøtte kommunernes ambitioner på affaldsområdet og arbejde for genanvendelse og energiudnyttelse til konkurrencedygtige priser, konstaterede Ole Bondo Christensen på baggrund af den nylige lovvedtagelse, som Vestforbrænding med andre kommunale affalds- og varmeselskaber opponerede imod.

    Bondo Christensen slog dog fast, at Vestforbrænding - med 19 kommuner bag sig, et velfungerende anlæg og en effektiv drift - står stærkt i forhold til de nye rammer for branchen.

    Fokusområder

    To af de helt store fokusområder i 2022 var - og er fortsat - udbygning af Vestforbrændings fjernvarmenet og etablering af CO2-fangstanlæg. Ole Bondo Christensen fremhævede, at Vestforbrænding allerede inden begyndelsen på energikrisen havde lagt grundlaget til en meget ambitiøs plan for udbygning af fjernvarmenettet og at gøre det muligt at frigøre forbrugerne fra fossile brændsler.

    - Bestyrelsen kunne derfor i marts 2022 godkende varmeplan 2030 med en investering på 6,1 mia. kr. Hvis muligt vil planen være realiseret i 2028. Det er den største fjernvarmeudvidelse i Vestforbrændings historie, og allerede i december 2022 blev opgaverne til den første etape, som omfatter 16.000 husstande, sendt i udbud, berettede Ole Bondo Christensen.

    Formanden var i sin beretning til generalforsamlingen også inde på, at etableringen af CO2-fangstanlæg stadig er i spil. Også selvom det statslige udbud ikke blev opnået.

    - Der er blevet arbejdet på at forberede et CO2 fangstanlæg i to år. Det er på ingen måde spildt, selv om vi i ikke fik et statsligt tilskud i denne omgang. Vi har fået lavet et godt og et gennemarbejdet tilbud, som vi er stolte over og har fået anerkendelse for. Vi er derfor mere end klar og fortsætter vores arbejde. Vi må og skal have realiseret vores ambitioner om at blive klimaneutrale inden 2030, og her er CO2-fangst afgørende. Vi arbejder derfor på forskellige modeller for finansiering og tilskud.

    Ole Bondo Christensen understregede også i sin beretning, at et fremtidigt CO2-fangstanlæg på forbrændingsanlægget i Glostrup vil være en væsentlig kilde til den overskudsvarme, som udbygningen af fjernvarmenettet også indkalkulerer. Den proces vil kunne forsyne 10 - 15.000 husstande med fjernvarme.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...