Vestforbrænding vil konvertere 10 procent af alle naturgaskunder
Vestforbrænding planlægger en investering på 6,1 milliard kroner, som markant skal udvide fjernvarmeforsyningen i hovedstadsområdet med i alt op mod 39.000 nye fjernvarmekunder.
I dag leverer Vestforbrænding fjernvarme til fem kommuner – Ballerup, Herlev, Gladsaxe, Lyngby-Taarbæk og Furesø – men i fremtiden kobles yderligere to kommuner på fjernvarmenettet – Egedal og Frederikssund.
I de fem nuværende fjernvarmekommuner skal fjernvarmenettet udvides, og i Frederikssund og Egedal skal der etableres helt nye fjernvarmenet og en ny energicentral. Det vil ske frem mod 2030, hvor de sidste kunder efter planen kobles på.
Det er det aktuelt største offentliggjorte konverteringsprojekt i Danmark, og når konverteringen er gennemført, svarer det til tæt på 10 procent af de nuværende cirka 400.000 naturgaskunder i Danmark.
– Vores 2030-varmeplan er en af de mest ambitiøse planer for udbygning af fjernvarme i Danmark. De 6 milliarder kroner bliver Vestforbrændings største investering nogensinde, siger Steen Neuchs Vedel, direktør for Vestforbrænding, og uddyber:
– I dag producerer vi næsten al vores varme som affaldsenergi, men i fremtiden kan vi ikke forvente at øge mængden af affald til forbrænding. Vi er blandt andet underlagt kravet om en øget andel af genbrug, der skal stige fra 48 til 60 procent, så vi vil få mindre affald fra private husholdninger til forbrænding. Når vi skal øge antallet af kunder med 60 procent fra 70.000 til næsten 110.000 kunder, kræver det derfor, at varmen kommer fra andre vedvarende kilder, og det har vi nu lagt planer for.
Industriel overskudsvarme
For at kunne levere tilstrækkelig med varme til 39.000 nye kunder omfatter planerne etablering af to nye, store varmestrømme: henholdsvis industriel overskudsvarme og overskudsvarme fra CO2fangst.
– Først skal vi have etableret fjernvarme ud til vores mange nye kunder, og så skal vi have koblet virksomhederne på. Vi har identificeret en række virksomheder, som vi vurderer vil kunne levere overskudsvarme på et niveau, der giver mening. Nu skal vi så i gang med en dialog med virksomhederne, og derefter skal der indgås aftaler med dem, som vi kan blive enige med, om at levere varme. Det er en helt ny type opgave og proces for os, siger Steen Neuchs Vedel.
Den anden store nye varmestrøm skal komme fra et kommende CO2 fangstanlæg, som genererer en masse spildvarme i sin proces.
– I forbindelse med amin-processen, der skal køle røggassen fra affaldsforbrændingen og ”fange” CO2indholdet, bliver der skabt en masse varme, som vi vil udnytte til fjernvarme. Vi forventer, at alene CO2fangsten vil kunne levere varme svarende til 10.000 kunder, siger Steen Neuchs Vedel.
Højt tempo kræver udlicitering
Vestforbrændings Varmeplan 2030 kræver et højt og stabilt tempo i konverteringerne for at nå i mål til tiden. Og det kræver igen nye måder at arbejde på.
– Vi har indtil nu brugt 150-200 millioner kroner årligt på at udbygge fjernvarmenettet. For at gennemføre 2030-planen skal vi bruge cirka 1 milliard kroner årligt i seks år. Det er en voldsom opskalering, og derfor har vi fravalgt at detailprojektere selv og har overladt den opgave til de entreprenører og rådgivere, der vinder vores udbud. Ellers ville vi risikere at blive en forsinkende flaskehals. Det er en ny måde at arbejde på for os, når vi har været vant til at have fingrene nede i alle detaljer. Men det er den eneste måde, vi kan gennemføre 2030-planen på til tiden, siger Steen Neuchs Vedel.
Planen omfatter også, at 39.000 nye kunder siger ja tak til fjernvarme i løbet af de næste seks-syv år, men gerne hurtigere.
– Vi er selvfølgelig underlagt de samme regler som alle andre selskaber, og der er jo ingen tilslutningspligt. Men vi får god hjælp fra de høje gaspriser, og så tilbyder vi tilslutningsaftaler, hvor kunderne betaler tilslutningen over tid, så udgiften bliver mere overkommelig. Det har vi gode erfaringer med. Hidtil har vi haft 90 procent tilslutning i nye områder efter cirka otte år. Vi har desuden meget lave varmepriser og sætter kun varmeprisen op med én procent fra det nye år, hvilket er meget attraktivt i den nuværende situation, siger Steen Neuchs Vedel.
Denne artikel er en version af en artikel fra Fjernvarmen fra december 2022. Du kan tilgå Fjernvarmen digitalt her (kræver abonnement).