Dengang Kong Frederik X blev årets fjernvarmedansker
I 2010 blev Danmarks nye royale overhoved kåret som Årets Fjernvarmedansker. I forbindelse med prisoverrækkelsen fremhævede han fjernvarmens egenskaber.

Det er en tidligere modtager af Fjernvarmeprisen, der senere i dag krones til Danmarks konge.
I 2010 flyttede H.M. Kong Frederik X ind på Frederik 8.s Palæ på Amalienborg med sin familie. Inden da gennemgik palæet en grundig renovering, hvor varmesystemet også blev opdateret. Og her spillede Kronprinsen spillede en aktiv rolle i forhold til at vælge den mest klimavenlige løsning, fjernvarme.
- Jeg blev meget glad for tildelingen af prisen som en anerkendelse af optimeringen af energisystemet i Frederik 8.s Palæ. I forbindelse med den omfattende renovering og ombygning af palæet, lå det mig stærkt på sinde, at Slots- og Ejendomsstyrelsen tilgodeså energioptimering inden for de rammer, der nu var for projektet, sagde Kong Frederik i forbindelse med udnævnelsen til Årets Fjernvarmedansker, som Fjernvarmeprisen hed dengang.
Amalienborg fik oprindeligt etableret dampbaseret fjernvarme i 1951, men varmen blev fordelt fra en central, der lå i det fjerneste palæ i forhold til Frederik 8.s Palæ, og der gik en stor del varme tabt på vejen på tværs af slotspladsen.
I forbindelse med prisen blev Hans Majestæt interviewet til magasinet Fjernvarmen, hvor han mente, at det dengang var på tide, at fjernvarmen fik mere opmærksomhed:
- Der ligger en udfordring i at øge kendskabet til fjernvarme, fordi den i sagens natur ikke er synlig. Men fjernvarmen har nogle egenskaber, der gør den værd at fremhæve i forhold til klimaet, sagde han.
Hent hele artiklen og interviewet med Kong Frederik X fra 2010 herunder.



Skriv kommentar