Der er vigtige ændringer af elnettarifferne
De kommende Regionalmøder byder bl.a. på en præsentation af de vigtigste ændringer for elnettarifferne.

Efter sidste års meget store udsving i elprisen, har der været stort fokus på elmarkedet, hvor EU er på vej med forslag til en reform af elmarkedet, så elprisen holdes mere i ro. Det har haft lidt mindre bevågenhed, at der samtidig sker ændringer i prisen på at få leveret strøm – elnettariffen.
Ændringerne kan have stor betydning for fjernvarmeselskaberne, og derfor er det et selvstændigt punkt på de kommende Regionalmøder, der bliver skudt i gang i slutningen af februar måned.
- Når man tænker på elnettariffer, så vil man normalt forestille sig en betaling pr. kWh (øre/kWh). Sådan har elnettarifferne set ud i mange år, men det bliver lavet om nu, forklarer chefkonsulent i Dansk Fjernvarme, Michael Søgaard Schrøder.
- For Energinet eller en netvirksomhed er det nemlig mindre vigtigt om kunderne bruger deres tilslutning meget eller lidt. Det, der koster noget for netvirksomheden, er at levere en tilslutning med et tilstrækkeligt effekttræk.
Hvilke nye tariffer er trådt i kraft?
I virkeligheden har netvirksomhederne siden 1. januar 2023 haft mulighed for at anvende den såkaldte Tarifmodel 3.0. Denne model gør det muligt for netvirksomhederne at opkræve op imod 25 procent af deres indtægter fra såkaldte kapacitetstariffer, som er baseret på elkundens effektræk og uafhængig af elforbruget.
De resterende 75 procent opkræves stadig ud fra elforbruget – men til en reduceret sats, fordi en del af betalingen fremover kommer fra kapacitetstarif.
Kun få netvirksomheder anvendte denne model i 2023, men pr. 1. januar 2024 er flere store netvirksomheder begyndt og forventningen er, at langt de fleste netvirksomheder vil implementere modellen i det kommende år, oplyser Michael Søgaard Schrøder.
Den principielle ændring i tarifsystemet har forskellige konsekvenser for elkunderne.
Der bliver givet et økonomisk incitament til fremover at vælge en tilslutning med et lille effektræk, som kan hjælpe med at reducere behovet for netudbygning. Samtidig reduceres også det samlede økonomiske incitament til at spare på elforbruget, når man først har betalt for tilslutningen.
Det giver generelt en højere tarifbetaling for elkedler, der kører få timer, mens det reducerer tarifbetalingen for en varmepumpe, der kører mange timer og har en høj cop.
- For elkunderne betyder det konkret, at man fremover skal betale et fast beløb pr. MW, som er baseret på gennemsnittet af de ti højest målte effekttræk i de foregående 12 måneder. På lidt længere sigt kan man derfor reducere tarifbetalingen ved at undgå at have et højt effektræk. Ved at holde effekttrækket nede, så kan man dog ikke samtidig levere det fulde fleksible forbrug, som elsystemet gerne vil have, når f.eks. vindmøllerne snurrer for fuld skrue, forklarer Michael Søgaard Schrøder, der nævner, at det nu er op til hver enkelt netvirksomhed at fastsætte taksterne ud fra de godkendte principper i tarifmodel 3.0.
- Derfor vil taksterne variere mellem netvirksomheder og i forhold til tilslutningspunkt i elnettet, tilføjer han.
Hvilke ændringer kan der mere komme?
Som elkunde betaler man elnettariffer til både den lokale netvirksomhed og til Energinet. Netvirksomhederne anvender, som beskrevet ovenfor, tarifmodel 3.0.
Energinet sendte i oktober 2023 et forslag til en ny måde at opkræve deres nettarif, så det ligner det, der er godkendt i Tarifmodel 3.0.
Hvis metoden bliver godkendt af Forsyningstilsynet og implementeret, så betyder det, at de økonomiske konsekvenser for elkunderne bliver forstærket. Det vil også sige, at både besparelsen for varmepumper og ekstraregningen for elkedlen bliver større.
- Vi forventer, at denne ændring i Energinets tariffer tidligst vil kunne træde i kraft 1. januar 2025, men det afhænger af den igangværende myndighedsbehandling, nævner Michael Søgaard Schrøder.
I dialogen med Energinet har Dansk Fjernvarme gentagne gange fremhævet, at det er nødvendigt, at tage hensyn til de anlæg, der er tilsluttet med begrænset netadgang og til at f.eks. elkedler leverer det fleksible forbrug, der er nødvendigt for at modsvare den vejrafhængige elproduktion fra VE.
Regionalmøder 2024
Dansk Fjernvarme afholder i alt otte regionale møder i februar og marts. På møderne vil der være oplæg om aktuelle og vigtige emner for medlemmerne – bl.a. elnettarifferne.
Læs mere om programmet for møderne, og hvor du kan deltage:

Michael Søgaard Schrøder
El-tariffer
Elforsyningssikkerhed
Compliance
Finansiel elprissikring
Systemydelser
Energimarked (Day-ahead, intraday, balancemarked)
Mobil: +45 30 90 27 66
E-mail: mss@danskfjernvarme.dk
Skriv kommentar