Gå til hovedindhold
Medlemmer
Varmepumper & Elkedler
Varmekilder

DIN Forsyning vinder sag om fliskedel

Voldgift giver DIN Forsyning medhold i en sag om kasseret fliskedel. Formand er lettet og vil nu se fremad.

23. jan. 2024
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Da DIN Forsyning for snart to år siden kasserede en 110 tons tung fliskedel, begyndte en sag mod leverandøren, som nu er afsluttet i Voldgift. DIN Forsyning har fået medhold i samtlige punkter, herunder kompensation for afledte ekstraomkostninger, såkaldt følgeskader.

     - Jeg er godt tilfreds med, at Voldgift så utvetydigt har givet os medhold. Som jeg forstår det, er det forholdsvis sjældent med erstatning for følgeskader, medmindre der er tale om grov misligholdelse. Så voldgiften har været enige med os i, hvor problematisk situationen har været, udtaler bestyrelsesformand Kurt Bjerrum i en pressemeddelelse:

    - Det her er en sag, vi på alle måder helst ville have været foruden. Det har haft store konsekvenser for hele vores varmeproduktion, at en leverandør på den måde svigtede os. Men nu kan vi heldigvis se fremad, udtaler han videre.

    Nu ser DIN Forsyning fremad

    Allerede undervejs i processen var der problemer med kedlen, som DIN Forsyning gjorde leverandøren opmærksom på skulle udbedres. Da kedlen ankom til Esbjerg, stod det hurtigt klart, at den ikke alene var fejlbehæftet – den var ganske enkelt farlig.

    Foruden de mange fysiske fejl viste det sig, at de dokumenter, som skal godtgøre, at kedlen er produceret i henhold til loven, manglede eller var ufuldstændige.

    Den kasserede fliskedel og hele den efterfølgende sag har forårsaget store forsinkelser i Fremtidens Fjernvarme, da arbejdet med en ny fliskedel måtte udbydes på ny. Udbuddet blev vundet af Babcock & Wilcox Renewable Service, som siden har arbejdet for fuld kraft for at få kedlen klar.

    På trods af den forrykkede tidsplan og de mange udfordringer, projektet har været præget af, er Kurt Bjerrums ambitioner usvækket:  

    - Der har været så utroligt mange bump på vejen, hvoraf sagen om fliskedlen selvfølgelig må betegnes som en af de større. Så jeg er meget lettet over, at den er afsluttet. Den har fyldt alt for meget i arbejdet for den grønne omstilling af fjernvarmen i Varde og Esbjerg. Det er et yderst visionært projekt, som jeg ærligt kan sige, at jeg er meget stolt af.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...