Elprisen stiger markant onsdag
Kraftvarmeværker bliver aktiveret i løbet af onsdag, fordi der stort set ingen vind er over Europa. Det sender formentlig elprisen betydeligt i vejret i løbet af dagen.
Onsdag vil nok være en dag, hvor man med fordel kan holde igen med at bruge strøm derhjemme – og på arbejdet for den sags skyld. Vindforholdene betyder nemlig, at strømmen bliver sendt kraftigt opad, så de sidst på dagen bliver spået til at nå over 6 kroner pr kWh.
Helt konkret er der usædvanligt vindstille over det meste af Europa, og når vindmøllerne står stille, stiger elprisen.
- Det er meget høje elpriser, vi får onsdag. Det er bestemt ikke hverdagskost, og det er nærmest fra morgen til aften, elprisen er høj, siger chefkonsulent Kristian Rune Poulsen fra Green Power Denmark til Ritzau.
Det er mangel på vedvarende energi som sol og vind, der giver høje elpriser ikke bare i Danmark, men flere steder i Europa.
- Normalt får vi meget energi fra vindkraften. Men vinden lægger sig over Danmark og nogle af vores nabolande.
- Det betyder, at man skal skaffe strømmen andre steder, og at kul- og oliekraftværker startes op for at levere den sidste kilowatt-time.
- Og det er det kraftværk, der leverer den sidste kilowatt-time, som sætter prisen, siger Kristian Rune Poulsen.
Selv om elprisen tager et gevaldigt hop onsdag, skal vi ifølge chefkonsulenten huske på, at priserne er faldet siden 2022, der bød på historisk høje elpriser.
- Når jeg ser på året som helhed, synes jeg må man sige, at strømpriserne har normaliseret sig efter de helt vilde priser, vi så under energikrisen. Der havde vi nærmest den situation, vi ser onsdag, hver dag. Nu ser vi den en sjælden gang imellem, siger Kristian Rune Poulsen.
Mens onsdag og de følgende dage byder på svage vinde, vil det sidst på ugen blæse op igen.
Ifølge Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) vil vinden tage til søndag. Der kan stedvist ventes kuling med kraftige vindstød, fremgår det af DMI's hjemmeside.
Skriv kommentar