Gå til hovedindhold
Forsyningssikkerhed
Varmekilder
Energiforbrug

Energistyrelsen sænker kriseniveauet for gas

Gasforbruget er reduceret, og forsyningssituationen er stabil. Derfor ophæver Danmark erklæringen om Early Warning på gasområdet.

3. jun. 2024
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Energistyrelsen sænker kriseniveauet for gas og ophæver Danmarks erklæring fra 20. juni 2022 om såkaldt Early Warning. Det skyldes, at gasforsyningssituationen er markant forbedret og energiforsyningen p.t. vurderes at være stabil på tværs af alle energikilder.

    Styrelsen følger dog fortsat løbende situationen og kan hæve kriseniveauet efter behov, skriver Energistyrelsen i en pressemeddelelse.

    - Energistyrelsen erklærede Early Warning for cirka 2 år siden, fordi Danmark stod i en alvorlig situation dengang. Sænkningen af kriseniveauet afspejler, at vi står et langt bedre sted i dag, siger Kristoffer Böttzauw, direktør i Energistyrelsen.

    Farvel til russisk gas

    Det var usikkerhed om gasleverancer fra Rusland til det europæiske marked, som fik Danmark til – på linje med en række andre EU-lande – at erklære Early Warning i 2022. Rusland havde netop reduceret gasleverancerne via Nord Stream 1 til Tyskland med 60 procent, og det skabte stor usikkerhed og meget høje gaspriser.

    Før Rusland invaderede Ukraine, udgjorde rørført russisk gas knap 40 procent af EU’s gasimport. Nu er andelen reduceret til omkring 10 procent.

    - Vi er lykkedes godt med at finde nye forsyningsveje, og samtidig har spareindsatsen resulteret i, at gasforbruget er faldet betydeligt. Det er der grund til at rose danskerne for, siger Kristoffer Böttzauw og nævner, at det lave gasforbrug også har været hjulpet to relativt lune vintre.

    Direktøren peger også på, at gasforbruget i Danmark er reduceret med 22 procent fra august 2022 til marts 2024, når man sammenligner med de foregående fem år.

    - Vi har også 37 procent biogas i det danske ledningsnet, vi har gaslagre, der er næsten 60 procent fyldte, og så har vi fået adgang til norsk gas og mere dansk gas i form af Baltic Pipe-ledningen og Thyra-feltet, der er på vej op, siger han til Ritzau.

    Hold fast i de gode vaner

    Selvom forsyningssituationen er stabil for alle energiformer, opfordrer Energistyrelsen til fortsat at være opmærksom på energiforbruget og fastholde det lave forbrug. Elforsyningssikkerhed og -priser er tæt forbundet til gasforsyningen, for i flere lande produceres en del el med gas.

    - Der er alle mulige gode grunde til at holde fast i de gode vaner, som har hjulpet os gennem de seneste to vintre. Hvis vi holder igen med energiforbruget, kan vi eksportere mere af Danmarks grønne strøm fra sol og vind – så det er til gavn for forsyningssikkerheden, for pengepungen og for klimaet, siger Kristoffer Böttzauw.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...